EU-Kommissionens konkurrenceafdeling vil kigge nærmere på Demants salg af Oticon Medical til australske Cochlear.
Det sker efter en henvisning fra Spanien, som siden har mødt opbakning fra de lokale myndigheder i Bulgarien, Danmark, Finland, Frankrig, Irland, Italien, Litauen, Holland, Norge, Polen, Portugal og Sverige.
Det oplyser EU-Kommissionen i en meddelelse onsdag.
Transaktionen er ellers omsætningsmæssigt ikke så stor, at det er en nødvendighed, at EU-Kommissionen nødvendigvis skal ind i sagen, men EU-regler betyder, at enkelte medlemslande kan anmode Kommissionen om at gå ind i sagen, hvis den kan påvirke handlen på enkelte markeder.
– På basis af den information, der er kommet fra de henvisende lande – og uden at det berører resultatet af dens fulde undersøgelse – finder Kommissionen, at transaktionen møder kriterierne for henvisning, skriver EU-Kommissionen.
– I særlig grad truer transaktionen med betydeligt at påvirke konkurrencen i markedet for cochlear-implantater og benforankrede løsninger i EEA (European Economic Area – EU-landene samt Island, Liechtenstein og Norge) og de henvisende lande. Kommissionen vurderer også, at den er bedst placeret til at undersøge den potentielle grænsekrydsende effekter af transaktionen, fortsætter Kommissionen.
EU-Kommissionen vil på den baggrund nu bede Cochlear om officielt at underrette om transaktionen, som ikke kan gennemføres før en godkendelse.
HAR MØDT MODSTAND I AUSTRALIEN OG STORBRITANNIEN
De britiske konkurrencemyndigheder – Competition and Markets Authority (CMA) – og den australske ækvivalent – Australian Competition and Consumer Commission (ACCC) – har allerede udtrykt bekymring for transaktionen.
Her er argumentet ligeledes, at handlen risikerer at være konkurrenceforvridende og gå ud over priserne, som slutbrugerne skal betale.
Samtidig skaber handlen bekymring for det umiddelbare incitament til at udvikle ny teknologi tilstrækkeligt, fremgik det af en meddelelse fra ACCC i sidste uge.
Salget af Oticon Medical til Cochlear er kommet på bordet, efter at Demant i foråret besluttede for at dreje nøglen om til den kirurgiske forretning, der i stedet skal sælges til det australske selskab for 850 mio. kr.
Til gengæld vil Demant sørge for livslang service til de allerede implanterede patienter.
Demant havde oprindeligt regnet med, at handlen ville kunne lukkes i løbet af andet halvår, men har siden givet udtryk for, at behandlingen hos konkurrencemyndighederne tog længere tid end ventet.
.\\˙ MarketWire







