Der venter minusvækst forude for den danske økonomi, hvor et fald i privatforbruget og stigende arbejdsløshed blandt andet vil veje på væksten. Til gengæld ventes et stærkt og konkurrencedygtigt erhvervsliv at afbøde den økonomiske modvind.
Sådan lyder vurderingen fra Sydbanks cheføkonom, Søren Kristensen, i bankens økonomiske oversigt.
Sydbank venter nu i 2022 en bnp-vækst herhjemme på 3,0 pct. mod tidligere 2,4 pct. Til gengæld ses væksten bakke med 1,2 pct. i 2023 mod tidligere negative 0,5 pct., inden der igen i 2024 ventes en vækst på 0,7 pct.
Selv om den danske økonomi klarede sig hæderligt igennem tredje kvartal, ser Sydbank tilbagegang melde sig i mere udtalt gang i 2023, der ventes at byde på alt fra lavere forbrug og investeringer til stigende arbejdsløshed og faldende boligpriser.
– Et decideret økonomisk tilbageslag venter altså forude. Heldigvis står dansk økonomi godt rustet til modvinden, da forbrugere og virksomheder er velpolstrede. Alligevel ser vi større risiko for, at det kommer til at gå værre, end prognosen tilsiger. Det skyldes blandt andet risikoen for en hård opbremsning i global økonomi, skriver Søren Kristensen.
Cheføkonomen hæfter sig ved, at den danske beskæftigelse har holdt stand længe, men at der i den kommende tid vil være afskedigelser på programmet.
– Lønmodtagerbeskæftigelsen har kurs mod at runde 3 mio. Vi tror dog ikke, at milepælen bliver nået, inden beskæftigelsen forventeligt begynder at falde. Virksomhederne siger, at de over de kommende tre måneder har planer om at reducere beskæftigelsen, fremgår det.
Den samlede beskæftigelse ventes i 2023 at være 75.000 lavere end nu.
Imens ses også privatforbruget lide under en ugunstig cocktail bestående af lavere købekraft som følge af den høje inflation og en tilbagevenden til normalen efter corona, hvor forbruget steg.
Privatforbruget, der i tredje kvartal af 2022 var 5 pct. under det i fjerde kvartal af 2021, ventes at falde yderligere 2 pct. i 2023.
Den gennemsnitlige inflation ses næste år aftage til 5,3 pct. fra 7,8 pct. i 2022.
RISIKO FOR STØRRE TILBAGESLAG
I Sydbank ser man dog en større risiko for, at det vil gå økonomien værre, end de nuværende prognoser tilsiger. Omvendt er danskerne velpolstrede med en gennemsnitsformue på 185.000 kr. i banken.
– Det kan afværge en endnu kraftigere opbremsning i forbruget, end vi venter, og dermed på sigt betyde, at prognosen må opjusteres, forklarer Søren Kristensen.
Modsat finanskrisen i 2008 har danskerne ikke levet over evne op til den nuværende økonomiske situation, hvilket giver sunde balancer hos forbrugerne.
Til gengæld risikerer den danske økonomi at lide under modgang i Europa, hvis ikke gaslagrene bliver klar til fyringssæsonen i 2023/24 på grund af koldt vejr og færre leverancer med flydende naturgas. Det kan ramme den tyske økonomi, der er et vigtigt eksportmarked for Danmark.
.\\˙ MarketWire







