Den amerikanske finansminister, Janet Yellen, ser den amerikanske inflation i et “meget lavere” niveau ved udgangen af 2023, så længe året ikke byder på uønskede overraskelser.
Det fortæller hun i et interview med tv-kanalen CBS’ 60 Minutes ifølge Bloomberg News.
– Jeg tror, at inflationen vil være lavere.
– Jeg har store forhåbning om, at arbejdsmarkedet vil være ret så sundt, så folk kan føle sig tilpasse omkring deres finanser og personlige økonomiske situation, siger hun til CBS.
Den amerikanske inflation ventes i november at være aftaget til 7,3 pct. fra 7,7 pct. måneden før, efter at den i juni toppede i 9,1 pct. De officielle tal offentliggøres tirsdag.
Inflationen har i årets løb fået den amerikanske centralbank, Federal Reserve, til at hæve sin styringsrente ad seks omgange i år med samlede 375 basispoint til den nuværende rente på 3,75-4,00 pct.
Onsdag afslutter centralbanken sit rentemøde, hvor årets syvende renteforhøjelse er ventet. Økonomerne ser ifølge Bloomberg News, at renten skal løftes med 50 basispoint, og centralbanken har således sluppet foden fra rentespeederen en lille smule, efter at den ved de seneste fire rentemøder har hævet renten med 75 basispoint.
Om inflationen siger Janet Yellen til CBS, at hun håber, at de forhøjede forbrugerpriser vil være “kortlivede” og tilføjer, at hun har set positive tegn, heriblandt faldende fragtpriser og kortere fragtforsinkelser.
– Vi er alle opmærksomme på, at det er enormt vigtigt, at inflationen bliver bragt under kontrol og ikke bider sig fast i vores økonomi, siger finansministeren.
– Vi er ved at sikre os, at det ikke sker.
Selv om økonomien fortsat er sårbar over for eventuelle overraskelser, er det amerikanske banksystem sammen med både forretnings- og husholdningssektoren i en sund tilstand.
Hun vurderer slutteligt, at selv om der er en risiko for en økonomisk recession, er det ikke en nødvendighed for at gøre kål på den høje inflation.
.\\˙ MarketWire







