Tempoet i de pengepolitiske stramninger hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve, kan meget vel blive sat ned i tempo i forbindelse med det rentemøde, der afsluttes onsdag aften dansk tid.
Men retorikken vil formentlig fortsat være skrap, lyder vurderingen fra Jyske Bank.
På det seneste har der ellers udbredt sig konsensus i markedet om, at renteforhøjelsen fra centralbanken denne gang bliver på 50 basispoint, efter at Federal Reserve fire gange i streg har løftet sin ledende rente med 75 basispoint.
– I dag retter investorerne opmærksomheden mod Federal Reserves rentemøde. Vi forventer, at Fed forhøjer renten med 50 basispoint og vurderer samtidig, at der er en vis risiko for, at Fed forsøger at skræmme markederne med aggressive signaler. Det kan løfte markedsrenterne, svække aktierne og styrke dollar, skriver Jyske Bank i en kommentar.
– Vi vurderer, at Fed ikke er tilfreds med hverken den seneste udvikling på de finansielle markeder, vækstsignalerne eller inflationsbilledet, fortsætter banken.
Tirsdag eftermiddag blev der præsenteret officielle inflationsdata fra USA i november, der viste en mere aftagende inflation end ventet, da forbrugerpriserne på årsbasis steg med 7,1 pct. mod 7,7 pct. måneden før.
Økonomerne havde ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News ventet en inflation på 7,3 pct. i årets ellevte måned.
Tallet affødte omgående en svækket dollar, faldende renter og stigende aktier. Og netop den reaktion vil Federal Reserve-ledelsen ifølge Jyske Bank gerne forsøge at dæmme op for.
.\\˙ MarketWire







