Aftagende producentpriser i november er godt nyt for de danske virksomheder og forbrugere. Producentpriserne er faldet tre måneder i træk, og det indikerer, at virksomhederne i mindre grad er nødsaget til at sende prisstigningerne videre til forbrugerne.
Det skriver Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.
Producentpriserne faldt i november 0,9 pct. på månedsbasis, og det er nu tredje måned i træk med aftagende producentpriser. Siden september, hvor faldene satte ind, er producentpriserne faldet 6 pct.
– Det her er positivt for virksomheder og forbrugere. De månedlige fald i producentpriserne betyder, at virksomhedernes omkostningspres letter, og at prisstigninger over for forbrugere bliver mindre nødvendige. Det bidrager helt klar til håbet om, at inflationen for danskerne har toppet, skriver Jeppe Juul Borre.
Virksomhederne har i en længere periode sendt de stigende omkostninger videre til forbrugerne. Omkring 60 pct. af selskaberne i detailsektoren har hævet deres priser inden for de seneste tre måneder, og yderligere 50 pct. har planer om at hæve priserne inden for de kommende tre måneder.
Faldet i producentpriserne følger et fald i inflationen, der i november aftog til 8,9 pct. – det første fald i 2022.
Der kan dog være nye stigninger på vej, påpeger Jeppe Juul Borre.
– Midt i begejstringen over for de faldende producentpriser skal vi huske på, energipriserne igen er begyndt at skyde op. Det kan lægge et nyt pres på producentpriserne. Det er derfor endnu for tidligt at ånde alt for lettet op, påpeger cheføkonomen.
På årsbasis steg producentpriserne i november med 14,2 pct., hvilket stadig er højt. I august toppede producentpriserne herhjemme i knap 38 pct.
.\\˙ MarketWire







