De friske PMI-tal for eurozonen, som viser indkøbschefernes tillid, for december overraskede positivt, og det tegner på bedring for økonomier i euroområdet, som ellers er i bakgear. Den økonomiske vækst vidner dog ifølge Mathias Dollerup Sproegel, som er seniorøkonom i Sydbank, om yderligere renteforhøjelser.
– De seneste to måneders PMI-tal varsler en lille bedring i den økonomiske vækst i eurozonen, selv om økonomien nok er ramt af en mild recession. Det må give Den Europæiske Centralbank (ECB) endnu mere blod på tanden i forhold til renteforhøjelser. ECB vil for enhver pris have inflationen under kontrol, og derfor vil renten fortsat blive forhøjet, selv om europæisk økonomi glider i bakgear. Det kan forstærke den økonomiske opbremsning, skriver han i en kommentar.
Det er særligt tallene fra vores nabo og største samhandelspartner, Tyskland, der overrasker positivt, det mener Jeppe Juul Borre, som er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, er positivt for vores lille land.
– Det er glædeligt set med danske øjne. Prispresset løjer af for virksomhederne, og forsyningssikkerheden er igen begyndt at lysne, og det er med til at trække erhvervstilliden lidt af dyndet, selvom den fortsat er ramt, skriver han i en kommentar.
Det samlede PMI-indeks for eurozonen landede på 48,8 mod 47,8 måneden før. Der var ifølge Bloomberg News ventet en indeksværdi på 47,9 blandt økonomerne. Underindekset for industrisektoren steg til 47,8 fra 47,1 i november, mens økonomerne havde ventet et uændret niveau på 47,1. For servicesektoren steg PMI’en til 49,1 fra 48,5 måneden før. Der var ifølge Bloomberg News ventet uændrede 48,5.
– Niveauet for PMI ligger stadig lavt, selvom det er bedret en del de sidste to måneder. Det aktuelle niveau har historisk være foreneligt med svag tilbagegang i BNP. Det er netop, hvad vi forventer i fjerde kvartal, mens risikoen er, at svagheden kan forværres henover vinteren, hvor opsparingsbufferen fra coronatiden sandsynligvis er ved at være brugt op i mange familier på tværs af Europa. Oveni kommer tiltagende renteudgifter som gradvis slår igennem, da boliger typisk er finansieret med helt korte renter i store dele af Europa, skriver Frederik Engholm, som er chefstrateg hos Nykredit, i en kommentar.
Et indeks over 50 indikerer, at flertallet forventer fremgang, mens en aflæsning under 50 indikerer tilbagegang for sektoren.
– Til trods for recession vil ECB forsætte med at hæve renten med 0,50 procentpoint på de kommende rentemøder. ECB-direktørerne ser ikke ud af forruden, men kigger kun i bakspejlet på den meget høje inflation, skriver Mathias Dollerup Sproegel.
Sydbank venter nu, at styringsrenten hæves til 3,25 pct. fra det nuværende niveau på 2 pct.
.\\˙ MarketWire