Lundbeck blev i aktiemæssig forstand splittet op i to klasser i sommer, da Lundbeckfondens ønske om en opsplitning i A- og B-aktier blev stemt igennem på en ekstraordinær generalforsamling.
Motivationen for beslutningen var, at det ville stille Lundbeck bedre, hvis eller når et oplagt opkøb skulle byde sig til, men tiltaget har mødt heftig kritik fra flere af de mindre aktionærer, fordi det har gjort Lundbeckfonden, der sidder på en overvægt af stemmerne gennem beholdningen af A-aktier, mere enevældig.
Kritikken er blandt andet kommet fra Dansk Aktionærforening, men også fra pensionskæmpen ATP, der som konsekvens af beslutningen har solgt alle sine aktier i Lundbeck.
Og hos Lundbeck-ledelsen er kritikken ikke gået ubemærket hen, men overordnet set har trækket ikke ændret magtbalancen i ejerskabet, lyder det fra Deborah Dunsire, der er administrerende direktør hos Lundbeck.
Hun afviser selv at kommentere kritikken direkte.
– Det henviser vi til fonden og bestyrelsen. Vi lagde bestemt mærke til feedbacken, men det er, hvad det er, og det ændrer ikke det faktum, at Lundbeck er et majoritetsejet selskab. Det var det før, og det er det stadig, siger hun i et interview med MarketWire.
Aktiestrukturen betyder, at de aktuelle B-aktieejere kan stå til at blive yderligere udvandet, hvis der udstedes nye aktier i den klasse for at gennemføre et opkøb.
Men muligheden for finansiering af opkøb gennem udstedelse af nye aktier eksisterede også før ændringen.
– Vi har samarbejdet med Lundbeckfonden og bestyrelsen om at implementere skiftet. Og det ændrer ikke på, at Lundbeck kan udstede nye aktier. Det kunne vi også før ændringen, siger Deborah Dunsire.
Hos den schweiziske storbank UBS kan analytikerne godt forstå usikkerheden, men banken ser ikke opdelingen i to aktieklasser som noget negativt for casen.
– Som sådan ser det ikke ud som et negativt signal for os, og faktisk kan det blive en nødvendighed, efterhånden som Lundbeck skal finde veje til at udvide toplinjevæksten, skrev UBS i en analyse i starten af december.
Ændringen gør dog ikke noget ved den strukturelle udfordring, som Lundbeck har med forskning og udvikling inden for sygdomme i centralnervesystemet, bemærker banken – nemlig at området er vanskeligt, og at mange studier derfor ender med at fejle.
Lundbeckfonden ejer 69 pct. af aktierne i Lundbeck. Den næststørste aktionær er ifølge data fra Bloomberg News den norske oliefond, der sidder på 1,1 pct. af aktierne.
.\\˙ MarketWire