Aktierne i europæiske chipproducenter falder torsdag, efter at den amerikanske kollega Micron Technology, der er USA’s største producent af digital hukommelse, onsdag skuffede med forventningerne til andet kvartal efter et i forvejen skuffende første kvartal.
Prognosen vidner ifølge analytikere om, at efterspørgslen på computerchips er aftagende, og at selskabet endnu ikke har nået bunden.
Det smitter af på både hollandske ASML og franske STMicroelectrionics, skriver Bloomberg News.
På børsen i Amsterdam svækkes kursen i ASML med 1,0 pct. til 540 euro, og STMicroelectronics falder sideløbende 0,7 pct. til 34,85 euro på børsen i Paris.
Computerchipindustrien oplever i øjeblikket den værste ubalance mellem udbud og efterspørgsel i 13 år, meddelte topchef i Micron, Sanjay Mehrota, i regnskabet.
Den administrerende direktør venter, at omsætningen vil stige halvvejs gennem 2023, i takt med at kunderne får tømt ud i lagerbeholdningerne.
– Rentabiliteten vil være udfordret gennem 2023 på grund af den overforsyning, der eksisterer i markedet, hedder det i regnskabet.
– Omfanget og tempoet for bedringen målt på lønsomheden vil afhænge af, hvor hurtigt udbuddet rettes ind.
Som følge af modgangen har Micron annonceret en række jobnedskæringer i 2023 og afsløret en reduktion i selskabets kapitaludgiftsplaner.
Microns justerede omsætning faldt i første kvartal med 47 pct. til 4,09 mia. dollar mod ventet 4,13 dollar. I andet kvartal ser chipproducenten en justeret omsætning på 3,6-4,0 mia. dollar, hvor analytikerne ifølge Bloomberg News havde ventet 3,88 mia. dollar.
.\\˙ MarketWire







