Når økonomer og børsmæglere møder på arbejde på mandag, vil de formentlig skæve til de seneste målinger af erhvervstilliden, PMI, fra Kina for at finde retning for finansmarkederne.
Og PMI-målingerne, der offentliggøres natten til lørdag på nytårsaftensdag, kan meget vel indikere aftagende vækst, vurderer Jyske Bank i et notat.
Banken peger på, at målingerne formentlig vil afspejle vanskelighederne ved at fjerne coronarestriktioner pludseligt i et land, hvor både befolkningen og sundhedsvæsenet er stort set uforberedte.
– Meldingerne fra de store byer indikerer, at regeringens skræmmekampagner de seneste to et halvt år har virket, og mange indbyggere holder sig inden døre af frygt for smitten. Ikke desto mindre spreder coronaen sig med lynets hast igennem Kina, og myndighederne vurderer, at 250 mio. eller hvad der svarer til knap 20 pct. af befolkningen er blevet smittet i de første 20 dage af december.
– Det hæmmer naturligvis både købelysten og produktionen i økonomien, og det venter vi afspejler sig i endnu et fald i PMI’erne, vurderer Jyske Bank op til målingerne.
Økonomer venter ifølge Bloomberg News, at PMI for fremstillingssektoren er uændret 48,0 i december efter fald såvel i oktober som november.
En værdi under 50 indikerer tilbagegang for sektoren.
PMI for den kinesiske servicesektor ventes at dratte til bare 45,8 i december fra 46,7 i november.
.\\˙ MarketWire







