Det går fortsat hastigt tilbage for de såkaldte Spac-selskaber, der er oprettet og har rejst penge med henblik på at købe et selskab ind på børsen.
Under nedturen på finansmarkederne i 2022 er Spac-selskaberne i indekset, De-spac, således faldet over 74 pct. i år.
SPAC står for Special Purpose Acquisition Company og opnåede en vis popularitet i 2021, hvor investorerne tilsyneladende ikke var så optagede af, hvad de investerede i.
Når de såkaldte Spac’s rejste penge, skete det som regel, uden at selskaberne havde specifikke opkøbsmål i tankerne.
Og de selskaber, der endte med at blive overtaget af en spac og komme ind på amerikanske børs ad den bagdør, har altså foreløbigt klaret sig særdeles ringe.
Det gælder eksempelvis kontorudlejningsselskabet WeWork.
WeWork falder tirsdag over 14 pct. og er samlet dykket 87 pct. alene i år.
Markedsværdien af selskabet er nu faldet til bare 800 mio. dollar. Det skal sammenlignes med en børsværdi på 9 mia. dollar, da selskabet blev hentet ind på børsen i oktober sidste år.
Den japanske finanskoncern og tidligere ejer Softbank vurderede endda tilbage i 2019, at Wework havde en værdi af 47 mia. dollar, få måneder inden Weworks børsplaner dengang gik i vasken.
.\\˙ MarketWire







