Brøndby IF får ny majoritetsaktionær. Det viser de foreløbige resultater af det frivillige købstilbud, som Global Football Holdings, GFH, lagde på superligaklubben tilbage i november.
Den foreløbige ikke-bindende sammentælling af acceptblanketter viser, at GFH har modtaget accepter for 285.166.367 aktier, svarende til 50,00000001 pct. af aktiekapitalen og stemmerne.
– Som følge heraf kan GFH på en ikke-bindende basis oplyse, at alle betingelser for tilbuddet er blevet opfyldt, og derfor vil GFH gennemføre tilbuddet, hedder det i en børsmeddelelse.
GFH’s købstilbud på Brøndby lød på 0,55 kr. per aktie.
Storaktionær i Brøndby Jan Bech Andersen havde på forhånd bakket op om købstilbuddet og afgivet et uigenkaldeligt forhåndstilsagn om at acceptere og sælge op til, men ikke mere end en majoritet af aktierne i superligaklubben.
Som led i Global Footballs indtog i Brødnby har GFH og Jan Bech Andersen også stillet en konvertibel lånefinansiering på op til 223,2 mio. kr. til rådighed for at understøtte Brøndbys strategi.
GFH vil senest fredag den 30. december 2022 inden børslukketid offentliggøre det endelige resultat af tilbuddet.
.\\˙ MarketWire







