En fortsat “fornuftig og god” aktivitet på tværs af koncernen har medvirket til, at Jyske Bank onsdag morgen har skruet yderligere op for forventningerne til 2022.
Tilbageførte nedskrivninger, herunder relateret til covid-hensættelser, spiller også ind sammen med positive renterisikorelaterede værdireguleringer.
Det siger Jyske Banks finansdirektør, Birger Krøgh Nielsen, til MarketWire.
– I princippet har der på alle væsentlige forretningsområder været fornuftig aktivitet – på nogle områder mere end andre, men det er jo ikke sådan, at vi har set væsentlige ændringer i den aktivitet, vi har oplevet i både første, andet og tredje kvartal.
– Det er langt henad vejen en fortsættelse af udviklingen. På visse områder er vækstudviklinger modereret lidt, men der er stadigvæk fornuftig og god aktivitet rundt i hele koncernen, siger Birger Krøgh Nielsen.
MODERERET UDLÅNSVÆKST
Blandt andet er væksten i erhvervsudlånet blevet dæmpet i forhold til et meget højt niveau i nogle af de foregående kvartaler.
– Hvis man tager statistikkerne for sektoren, så er væksten på for eksempel erhvervslån og erhvervsaktivitet nedadgående i forhold til en meget høj vækst igennem 2021 og ind i 2022. Det er også det, vi så i vores bøger, og den vækst er så modereret en smule her i slutningen af året, siger Birger Krøgh Nielsen.
Også privates udlånsappetit er blevet dæmpet, hvilket også afspejler sig i branchestatistikkerne.
– Hvis du tager realkreditmarkedet har statistikkerne jo også sagt, at udlånsaktiviteten er modereret mod slutningen af året. Det er også det billede, vi ser, men aktiviteten er stadigvæk fornuftigt, siger finansdirektøren.
Jyske Bank ser nu et nettoresultat i 2022 på ca. 3,8 mia. kr. eksklusive engangsomkostninger på godt 0,1 mia. kr. i forbindelse med køb og integration af Handelsbanken Danmark i 2022.
Den tidligere forventning var et resultat i den øvre ende af 3,0-3,4 mia. kr.
For fjerde kvartal ses et resultat før skat på ca. 1,9 mia. kr., og det inkluderer en tilbageførsel af nedskrivninger på ca. 150 mio. kr.
HAR GNAVET AF COVID-RESERVATION
– Vi har fulgt de ledelsesmæssige skøn løbende igennem året, hvor vi jo har bygget op til et lidt mere besværligt 2023 end det, vi har set i 2022 rent kreditmæssigt.
– Og så har vi jo haft en covid-reservation helt tilbage fra første kvartal 2020, som vi har gnavet af her i løbet af året. Det har også været tilfældet i fjerde kvartal, og så har der været enkelte større kunder, som vi så nedskrivningsmæssigt er blevet begunstiget af, siger Birger Krøgh Nielsen om nedskrivningsposten.
Positive kursreguleringer og gunstige finansielle markeder afspejler sig ligeledes i resultatet for fjerde kvartal og den nye 2022-forventning.
– Det er langt overvejende renterisiko, vi har som koncern, når man kigger på markedsrisiko i bred forstand. Den risiko, der er forbundet med obligationer især. Der har vi oplevet et fjerde kvartal, som har begunstiget vores kursreguleringer, og dermed værdireguleringen af vores positioner. Det er primært renterisikorelaterede værdireguleringer, forklarer Birger Krøgh Nielsen.
.\\˙ MarketWire







