En god ordredynamik lover godt for pengestrømmene hos Huscompagniet, som dermed kan holde sin rentebærende gæld inden for rammerne af det tilladte hos kreditorerne, vurderer Danske Bank, der genindleder dækning af aktien med den positive anbefaling “køb” og et kursmål på 60 kr.
Det sker efter et tungt 2022, hvor skyhøj inflation og deraf kraftigt løftede renter har gjort ondt på boligmarkedet. Samtidig har krigen i Ukraine betydet øgede omkostninger til råvarer og yderligere forplumring af forsyningskæderne.
Det har gjort livet vanskeligt for blandt andet Huscompagniet, som i løbet af sidste år måtte nedjustere forventningerne to gange, mens aktiekursen blev reduceret til en tredjedel.
Men nu er der lys for enden af tunnelen, lyder vurderingen fra Danske Bank.
– Vi ser Huscompagniet som klassens bedste boligbygger i Danmark – med overlegen margin styrke og en fleksibel balance. Vi genindleder dækningen med et kursmål på 60 kr. og en købsanbefaling – med argumentet om, at ordredynamikken støtter stærke pengestrømme, skriver banken i et analysenotat onsdag.
Dermed mindskes risikoen for, at Huscompagniet må bryde sine låneaftaler og i stedet holde sig på en nettorentebærende gæld på under 3,5 gange driftsresultatet (EBITDA).
– Vi venter et nettorentebærende gæld på mellem 1,9 og 3,5 gange EBITDA – afhængigt af scenariet, skriver Danske Bank.
Banken ser dog i sit mest pessimistiske scenarie – hvor markedsaktiviteten i 2023-2026 vil holde sig under niveauet fra lige efter finanskrisen i 2009 – risiko for, at aktien kan falde yderligere fra det nuværende niveau.
Onsdag middag stiger aktien i Huscompagniet med 4,1 pct. til 45,80 kr. Ved indgangen til 2022 kostede en aktie i Huscompagniet 118,40 kr.
.\\˙ MarketWire