Den britiske husbygger Persimmon begyndte hen imod afslutningen af året tydeligt at mærke en effekterne på salget af stigende renter, høje inflation og den svækkede forbrugertillid.
– I andet halvår begyndte stigende renter og realkreditrenter, inflation og svagere forbrugertillid at påvirke kunders adfærd på tværs af husmarkedet. Denne ændring i markedsforholdene tog fart i fjerde kvartal og afspejles i reduktionen i vores seneste ugentlige salgsrater og en lavere “forward sales”-position, når vi går ind i det nye finansår, siger administrerende direktør Dean Finch fra Persimmon i en periodemeddelelse torsdag morgen.
Han vurderer dog, at selskabet står godt rustet til at stå en periode med usikkerhed igennem.
– Med jordbesiddelser af høj kvalitet, en stærk balance og et erfarent ledelsesteam er Persimmon godt rustet til at navigere i dette udfordrende kortsigtede miljø, mens vi fortsætter med at drage fordel af de muligheder, der måtte opstå, uddyber Dean Finch.
Udviklingen inden for det britiske nyhusbyggeri er relevant at holde øje med i forhold til danske selskaber som H+H International og Rockwool, som har fabrikker og et stort salg på det marked – herunder til husbyggefirmaer som Persimmon.
Persimmon har torsdagens periodemeddelelse opgjort den fremadrettede salgsposition til 1,0 mia. pund, hvilket er 36 pct. mindre end året før, og specifikt for det private segment er der tale om et fald på 56 pct. til 0,5 mia. pund.
Faldet reflekterer både et lavere salg, men også et højere niveau af aflysninger af husbyggeaftaler i løbet af andet halvår. Dertil bemærker Persimmon, at der måles op imod et stærkt sammenligningsgrundlag sidste år.
I 2022 færdiggjorde selskabet 14.868 boliger, hvilket var 2 pct. flere end året før, og den gennemsnitlige salgspris for private boliger steg 5 pct. til 272.200 pund, svarende til ca. 2,3 mio. kr.
Aktien i Persimmon ligger 2,8 pct. højere på markedet i London. I København ligger H+H uændret i 117,80 kr., mens Rockwool stiger 2,8 pct. til 1873,50 kr.
.\\˙ MarketWire







