Microsoft har fået sin første salgsanbefaling i mere end tre år, rapporterer Bloomberg News. Det er børshuset Guggenheim, der har skåret sin anbefaling til “sælg” fra “neutral” med henvisning til, at også Microsoft vil kunne mærkes af økonomisk afmatning.
Det skyldes ikke mindst, at mange af Microsofts kunder er små og mellemstore virksomheder, påpeger børshuset.
– Mens mange investorer ser Microsoft som en stor stabil forretning, som kan klare sig igennem enhver storm, så har det også sårbare områder, som kan forstærkes af en økonomisk afmatning, vurderer Guggenheim.
Blandt 57 børshuse, som Bloomberg News har indsamlet anbefalinger fra, har 52 købsanbefalinger i stærkere eller mildere grad, fire har neutrale anbefalinger, mens Guggenheim står alene med sin salgsanbefaling.
Aktien i Microsoft falder 0,1 pct. til 239,03 dollar fra åbningen tirsdag på børsen i New York.
I de seneste tre år er aktien steget henholdsvis 41 pct. i 2020 og 51 pct. i 2021, inden aktien dykkede næsten 29 pct. sidste år, uden salgsanbefalinger fra analytikerkorpset.
I år er aktien faldet 0,3 pct.
Guggenheims kursmål for Microsoft er 212 dollar.
.\\˙ MarketWire







