Genmabs amerikanske ADR-notering blev onsdag aften sendt i rødt, efter at det danske selskab havde afleveret årsregnskab for 2022 efter dansk lukketid.
Det var isoleret set bedre end ventet, men samtidig var prognosen for 2023 skuffende i forhold til konsensus, og det lagde pres på den amerikanske notering ud på aftenen onsdag.
Her faldt Genmab med 3,3 pct. i den ordinære handel, og i eftermarkedet bakkede aktien yderligere 4,7 pct. til 36,20 dollar.
Det svarer med torsdagens valutakurser til 253,66 kr. Da der går 10 ADR’er på en ordinær Genmab-aktie, modsvarer det en kurs på 2536,60 kr. i dansk regning.
Til sammenligning lukkede Genmab onsdag i 2740 kr. på børsen i København. Dermed er den seneste kurs i USA 7,4 pct. lavere end onsdagens slutkurs herhjemme.
2023-PROGNOSE SER FORSIGTIG UD
For indeværende år spiller Genmab forsigtigt ud med sine forventninger og når ikke på højde med analytikernes estimater inden regnskabet.
Genmab venter således en omsætning på 14,6-16,1 mia. kr. og et driftsoverskud på 3,9-6,2 mia. kr.
Prognosen er et stykke under analytikernes forventninger om en omsætning på 16,6 mia. kr. og et driftsresultat i underkanten af 6,8 mia. kr. ifølge estimater indsamlet af Genmab – dog inden at partneren Johnson & Johnson havde offentliggjort salgstal for supersællerten Darzalex i fjerde kvartal.
Partneren Johnson & Johnsons salg af Darzalex ventes at lande på 9,4-10 mia. dollar i 2023. Det vil give Genmab en royaltyindtægt på omkring 10,4-11,1 mia. kr.
Det danske selskab venter desuden driftsomkostninger på 9,8-10,6 mia. kr.
Analytikerne forudså inden regnskabet driftsomkostninger på i underkanten af 9,9 mia. kr. i 2023.
.\\˙ MarketWire