Eftermiddagens overraskende høje inflationstal fra USA understreger behovet for, at centralbanken fortsætter med at hæve renten, vurderer Loretta Mester, chef for den amerikanske centralbanks afdeling i Cleveland, ifølge Bloomberg News.
Mester holdt sig dog fra at give et indblik, hvorvidt hun mener, at tallene bør udløse en renteforhøjelse på 50 basispoint på centralbankens næste møde i marts.
– Inflationen er stadig ikke, hvor vi har behov for, at den er, siger Mester til Bloomberg News, efter fredagens nøgletal.
Det viste en stigningstakt for centralbankens foretrukne inflationsmål, kerneinflationsindikatoren PCE Core, på 4,7 pct. på årsbasis i januar, mens økonomer blot havde ventet en prisstigningstakt på 4,3 pct.
Tallet er ifølge Mester “i overensstemmelse med det faktum, at centralbanken har behov for at gøre lidt mere i forhold til renten for at sikre, at inflationen bevæger sig ned igen”.
Meldingen kommer, efter at Mester tidligere fredag annoncerede, at hun mener, at den toneangivende amerikanske rente skal sættes yderligere op til et niveau over 5 pct.
Mester, der ikke har stemmeret på centralbankens rentemøder i år, men får det igen i 2024, sagde desuden, at finansmarkedernes renteforventninger er bedre afstemt med centralbanken end tidligere.
I dag er den toneangivende rente 4,5-4,75 pct., og futures indikerer, at der er yderligere omtrent tre renteforhøjelser på hver 25 basispoint i sigte på møderne i marts, maj og juni.
Ifølge futures topper renten i knap 5,39 pct. til juli. Inden inflationstallet indikerede futures en rentetop på 5,36 pct.
.\\˙ MarketWire







