Kommentarerne til C25-aktierne er primært baseret på teknisk analyse med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående fundamentalanalyser. Købs- og salgsanbefalingerne er kun vejledende.
A. P. Møller – Mærsk A – Hold, Aktuel kurs: 15770,00
A. P. Møller – Mærsk A følger stort set selskabets B-aktie og giver derfor ikke anledning til en selvstændig analyse.
A. P. Møller – Mærsk B – Hold, Aktuel kurs: 15960,00
APM nærmer sig igen loftet i kursintervallet 14500-16300. Hidtil har der ikke været tilstrækkelig styrke i aktien til at bryde ud af dette interval, så vi giver kun APM en Hold-anbefaling.
Ambu – Køb, Aktuel kurs: 102,60
Ambu er faldet tilbage de seneste to uger, men det skete fra en ny kurstop i 115. Kursen ligger stadig i en stigende kurskanal, og trods det aktuelle kursfald siger vi stadig Køb.
Bavarian Nordic – Hold, Aktuel kurs: 223,00
Bavarian Nordic ligger solidt placeret midt i kursintervallet 205-255. Udsvingene fra dag til dag er store, og det samme er omsætningen i aktien. Men overordnet set bevæger kursen sig p.t. sidelæns.
Carlsberg B – Hold, Aktuel kurs: 985,60
Carlsberg er næsten nået op til kurs 1000 igen, og nu skal det vise sig, om konsekvensen bliver den samme som i august 2022. Dengang resulterede mødet i et kursfald på mere end 10 pct.
Chr. Hansen – Hold, Aktuel kurs: 489,70
Chr. Hansen har to gange demonstreret, at bunden ved kurs 490 er solid. Men der har indtil nu ikke været styrke til at flytte kursen nævneværdigt fra denne kursbund. Aktien bør følges fra sidelinjen.
Coloplast – Sælg, Aktuel kurs: 805,80
Coloplast er på vej ned gennem den svage støttelinje ved kurs 815, og det ligner en ny nedtur med retning mod støttelinjen ved kurs 735. Benyt næste stigning som en salgsmulighed.
Danske Bank – Køb, Aktuel kurs: 160,35
Danske Bank stiger stejlt, og aktien illustrerer dermed tydeligt markedets begejstring for bankaktier. Det kan diskuteres, om det er for sent at koble sig på stigningen, men vi vover pelsen og siger Køb.
Demant – Sælg, Aktuel kurs: 209,10
Demants fald fra kurstoppen i 227 kan stadig forklares som en korrektion på den forudgående stigning. Men faldet er fortsat lidt for længe til, at vi vil give Demant en Hold-anbefaling.
DSV – Køb, Aktuel kurs: 1281,00
DSV bevæger sig på kort sigt sidelæns, men det er faktisk et positivt signal efter en stejl forudgående stigning, som burde have udløst en korrektion. Vi giver derfor DSV en købsanbefaling.
FLSmidth – Sælg, Aktuel kurs: 273,50
FLSmidth fortsætter sit fald fra kurstoppen i 315. En SHS-formation ved top i 315, bund i 286 og to ”skuldre” ved 298 lægger op til et fortsat kursfald, som teoretisk vil sende kursen ned mod 260.
Genmab – Sælg, Aktuel kurs: 2661,00
Genmabs årsregnskab blev ikke modtaget positivt, og kursen opgav angrebet på modstandslinjen ved 2820. I stedet vendes blikket nu nedad mod næste støttelinje, som ligger ved kurs 2550.
GN Store Nord – Hold, Aktuel kurs: 152,15
GN Store Nords kapitalforhøjelse og usikkerhed om selskabets fremtidige ejerforhold har gjort aktien til en joker. Ved det aktuelle kursniveau får risk/reward-forholdet os til at give en Hold-anbefaling.
ISS – Hold, Aktuel kurs: 155,00
ISS holder sig indenfor rammerne af kursintervallet 145-157. Eftersom kursen p.t. ligger i toppen af intervallet, er der ikke noget kurspotentiale i aktien før en eventuel stigning forbi kurs 160.
Jyske Bank – Hold, Aktuel kurs: 573,00
Jyske Bank følger de øvrige bankaktier opad, men med en RSI14-værdi** på 77 er aktien på kort sigt ”overkøbt”. Altså steget så meget, at et snarligt kursfald må forventes. Vi siger derfor kun Hold.
Netcompany – Sælg, Aktuel kurs: 259,60
Netcompany leverer faldende kurstoppe og -bunde, og det er definitionen på en aktie i nedtrend. Kursen følger 60 dages glidende gennemsnit* nedad.
Nordea – Hold, Aktuel kurs: 88,53
Nordea stiger mod himlen, og selv for en bankaktie er stigningen imponerende. Men alle stigninger udløser på et tidspunkt en korrektion, når kortsigtede gevinster tages hjem, så vi siger kun Hold.
Novo Nordisk B – Køb, Aktuel kurs: 997,10
Novo Nordisk testede ganske kort udbruddet fra kursintervallet 910-970 med et kursfald fra 994 til 967. Testen var succesfuld, og derfra steg kursen til en ny top.
Novozymes B – Hold, Aktuel kurs: 340,00
Novozymes har bevæget sig sidelæns lige over støttelinjen ved kurs 346, men fredagens fald på 2,2 pct. tændte de gule advarselslamper. Novozymes ligger nu på kanten til en salgsanbefaling.
Pandora – Køb, Aktuel kurs: 638,00
Pandora er faldet lidt tilbage efter den seneste kurstop i 670, men det er helt som forventet. Stigninger og fald afløser hinanden med stigningerne som de kraftigste, så vi siger Køb.
Rockwool – Hold, Aktuel kurs: 1723,50
Rockwool faldt kraftigt, efter årsregnskabet 2022 blev offentliggjort, og de seneste dages stigning kan være en kort pause inden næste skridt nedad. Vi giver dog aktien en forsigtig Hold-anbefaling.
Royal Unibrew – Hold, Aktuel kurs: 486,00
Royal Unibrew svinger omkring kurs 495 plus/minus 20-25 kurspoint. Det forventer vi fortsætter, indtil selskabet har aflagt årsregnskab 2022 på onsdag den 1. marts.
Tryg – Hold, Aktuel kurs: 156,70
Tryg har i et års tid svinget i intervallet 150-170, og p.t. ligger kursen nogenlunde midt i dette interval. Der kan spekuleres i kortsigtede kursbevægelser, men den overordnede retning er sidelæns.
Vestas Wind Systems – Hold, Aktuel kurs: 198,42
Vestas har to gange forsøgt at passere modstandslinjen ved kurs 215, men det er mislykkedes begge gange. Der ligger imidlertid en solid støttelinje ved kurs 190, og risikoen i aktien er beskeden.
Ørsted – Hold, Aktuel kurs: 621,40
Ørsted ligger midt i kursintervallet 575-690, og der er der ikke udsigt til nogen grundlæggende ændring i investorernes værdiansættelse af aktien. Det bliver derfor til en neutral Hold-anbefaling.
Bruno Japp
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser
* Hvad er 60 dages glidende gennemsnit?
60 dages glidende gennemsnit er en akties gennemsnitlige lukkekurs de seneste 60 dage. 60 dage svarer til det omtrentlige antal børsdage de seneste tre måneder. Dette gennemsnit beregnes hver dag, og giver dermed en udglattet kursgraf, hvor de daglige udsving er fjernet. Det giver et klarere billede af aktiens retning, og om hvorvidt investorernes holdning til aktien er ved at ændre sig i positiv eller negativ retning.
** Hvad er RSI 14?
RSI14 er en forkortelse for Relative Strength Index, og det er et matematisk værktøj, som beregner styrken i en aktie, og udtrykker den i et tal mellem 0 og 100. Dette tal kan beregnes for forskellige tidsperioder, men styrken over en 14 dages periode er den traditionelle, og det er den vi anvender.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her