Jyske Bank kom godt ud af 2022, hvor flere ting gik den rigtige vej for banken.
Det siger Anders Dam, der er ordførende direktør i banken, til MarketWire.
– Man kan overordnet sige, at der er fire ting, der spiller ind, siger han og fortsætter:
– Indtil videre har vi en rigtig god bog. Og den bog, vi har fået ind fra Handelsbanken, har fuldt ud samme kvalitet, som det vores egen har. Derfor er vi også i stand til at fastholde de ledelsesmæssige skøn på 1777 mio. kr.
Jyske Bank kom ud af 2022 med et resultat per aktie på 55,40 kr. mod 42,40 kr. året før. Resultatet er inklusive 144 mio. kr. afholdt i engangsomkostninger vedrørende køb af Handelsbanken Danmark. Det er andet år i streg med rekord på den post.
– Ellers er der tre hovedkomponenter, der gør, at vi lander, hvor vi gjorde. Det ene er, at der har været et pænt aktivitetsniveau i banken, to: At renterne er steget. Og tre: At vi har erhvervet Handelsbanken, siger Anders Dam og understreger:
– Det sidste får en varig positiv effekt på vores situation.
Handelsbankens resultater bidrager med en enkelt måned i 2022 – nemlig december, efter at Jyske Bank købte Handelsbanken Danmark i sommeren 2022. At den tilkøbte bank har en solid portefølje skinner også igennem i de første par måneder af 2023.
– Vi regner med, at det, vi har set de første tre måneder af sammenspillet direkte med Handelsbanken, alt andet lige vil løfte vore indtjening i niveauet 1 mia. kr. fuldt integreret. Og det er derfor, vi også i vores forventninger siger, at der er en chance for, at vi for første gang nogensinde kravler over 6 mia. kr. før skat i det år, vi kigger ind i, siger topchefen i Jyske Bank.
Anders Dam understreger, at fortsætter udviklingen med Handelsbanken som medlem af familien, så er der “endda en pæn sandsynlighed for”, at banken kan nå helt derop.
– Handelsbankens bidrag får jo fuld effekt hele året, siger Anders Dam.
Årets resultat forrenter egenkapitalen med 10 pct. mod 8,8 pct. i 2021.
FORRETNINGSOMFANGET STIGER
Jyske Banks forretningsomfang udviste markant fremgang i 2022. Udlån under bankaktiviteter realiserede en af de højeste organiske vækstrater hidtil drevet af erhvervskunder og blev yderligere understøttet af købet af Handelsbanken Danmark, skriver banken i regnskabet.
Det resulterede i en vækst på 63 pct. i bankudlån, mens bankindlån steg 56 pct.
– I 2022 har vi set meget store procentstigninger i bankudlån og -indlån. Og det var noget, vi så for alvor i slutningen af året. Og da vi forventer at kunne fastholde det, så slår det jo fuldt igennem i 2023, siger Anders Dam.
UDBYTTE I HORISONTEN
Jyske Bank åbner for, at aktionærerne får del i overskudskagen i år. Af regnskabet fremgår det, at bankens bestyrelse vil tage stilling til en eventuel udlodning, hvilket vil ske i andet halvår.
– Afhængig af kapitalforhold og alt mulig andet kan det være allerede i andet halvår, at vi skal til at betale udbytte under den ene eller den anden form, hvis kapitalforholdene tillader det, siger Anders Dam og fortsætter:
– Det er jo lidt i kontrast til de rygter, der løb i maj-juni, om at vi skulle udvide aktiekapitalen.
Beslutter bestyrelsen, at tiden er inde til at give aktionærerne noget, skal der indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling.
.\\˙ MarketWire







