Når krigen i Ukraine er afsluttet, skal det samtidig være slut med Ruslands muligheder for at angribe sine naboer. Det siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, under et besøg i Finland.
– Ingen kan sige præcis, hvornår krigen slutter. Men når den gør, skal vi sikre os, at historien ikke gentager sig, siger Jens Stoltenberg.
På et fælles pressemøde med Finlands statsminister, Sanna Marin, fastslår Stoltenberg, at både Sverige og Finland er klar til at blive medlemmer af Nato. Det vil medvirke til at styrke Nato og sikre dem mod et russisk angreb.
Samtidig skal Ukraine ifølge Stoltenberg have hjælp til fortsat udbygning af militæret, så Rusland ikke efter afslutningen af krigen kan gentage invasionen på et senere tidspunkt.
Besøget i Finland kommer, mens både Sverige og Finland utålmodigt afventer endelig godkendelse fra Ungarn og Tyrkiet, så man kan blive medlemmer af forsvarsalliancen.
Ifølge Finlands statsminister, Sanna Marin, er Nato-medlemskab det eneste, Putin respekterer.
– Det er meget simpelt. Nato-linjen er den eneste linje, som Rusland ikke vil krydse. Derfor måtte vi stille os selv spørgsmålet om Nato-medlemskab, da Rusland brutalt invaderede Ukraine, siger Sanna Marin.
Hun mener, at Finland og Sveriges optagelse ikke bare vil sikre de to nordiske lande, men også styrke forsvaret af hele den nordlige del af Europa.
– Den finske befolknings vilje til at forsvare eget land er meget stor. Den er nummer ét i verden eller tæt på.
– Vi har store militære styrker i Finland, fordi vi ved, at vi har en aggressiv nabo, siger Sanna Marin.
Hun fremhæver, at Sveriges optagelse i Nato også vil styrke forsvaret af Europa i kraft af blandt andet den svenske forsvarsindustri.
– Det er i Natos interesse at få begge lande med i alliancen så hurtigt som muligt, siger Sanna Marin.
Tyrkiet har som det eneste af de nuværende 30 Nato-lande modsat sig især en svensk optagelse i alliancen. Det skyldes, at Sverige huser kurdiske grupper og enkeltpersoner, der af Tyrkiets regering betragtes som terrorister.
Ungarn mangler også at ratificere de to landes optagelse, men det vil snart ske, har Ungarn meddelt.
Stoltenberg gentager, at både Sverige og Finland efter hans mening er klar til at blive fuldgyldige medlemmer af Nato.
– De har levet op til aftalen med Tyrkiet fra topmødet i Madrid. Og jeg er overbevist om, at både Sverige og Finland vil blive medlem af Nato, siger Jens Stoltenberg.
Sanna Marin ønsker, at Finland og Sverige bliver optaget samtidig. Og at det sker, inden Nato-landene igen samles til topmøde i Litauens hovedstad, Vilnius, i juli.
– Jeg håber, at det er afklaret inden Vilnius. Men det er i Ungarn og Tyrkiets hænder, siger den finske statsminister.
/ritzau/







