Raphael Bostic, der er chef for Federal Reserves afdeling i Atlanta, foretrækker at løfte renten med yderligere 25 basispoint ved næste møde i den amerikanske centralbank senere på måneden.
Han åbner samtidig for muligheden for, at Federal Reserve kan holde pause i renteløftene til sommer.
Det skriver Bloomberg News, der bemærker, at udmeldingen faktisk flugter overens med markedets forventninger, og derfor ikke nødvendigvis peger på en mere lempelig pengepolitik end ventet.
Futuresmarkedet viser ifølge Bloomberg, at investorerne venter løft for mere end 75 basispoint mellem nu og juni, mens der samtidig ses en ikke negligerbar mulighed for endnu et løft på 25 basispoint i juli.
Rentetoppen ventes på omkring 5,5 pct. blandt markedsdeltagerne.
Ved seneste møde løftede Federal Reserve renten med 25 basispoint til intervallet 4,5-4,75 pct.
Det løfter ikke desto mindre de amerikanske aktieindeks, der gennem hele dagen har ligget i rødt.
Det brede S&P 500 stiger efter hans udmelding med 0,2 pct., mens de mere rentefølsomme aktier i Nasdaq-indekset stiger 0,4 pct.
Det er dog en dobbelttydig melding fra Atlantas centralbankdirektør, da han samtidig er åben for at løfte rentetoppen – den såkaldte terminalrente – yderligere, hvis de økonomiske indikatorer peger på, at inflationen har bidt sig mere fast end først antaget.
– Jeg lader data guide mig. Jeg kommer til at være åben over for enhver mulighed. Hvis data fortsætter med at indikere, at økonomien er stærkere, end jeg havde ventet, vil jeg justere retningen, siger han.
.\\˙ MarketWire







