Voxmeter er begyndt at stille udvalgte data fra deres meningsmålinger til rådighed for medierne. Således kan vi læse, at indvandring ikke vækker nær samme bekymring som tidligere. Gennem 2019, 2020 og hen til efteråret 2021 tilkendegav ca. 23 pct. af respondenterne, at de var ”meget enige” i udsagnet ”jeg er bekymret for en større indvandring i Danmark”. Men så begyndte andelen at falde, og den var ved seneste måling nede på 16,1 pct.
Det er specielt, fordi der netop i den periode, hvor andelen af de ”meget bekymrede” er dykket markant, er kommet rekordmange indvandrere til Danmark. Men det virker rigtigt alligevel, for indvandring fyldte f.eks. heller ikke rigtigt noget ved valget i november, hvilket det ellers i høj grad har gjort ved valgkampe gennem tre årtier. Der er simpelthen et grundvilkår i vores samfund, der synes at have ændret sig markant.
Børsen har talt med McKinsey-partner Jens Riis Andersen om netop ændrede grundvilkår. Han har været forfatter til en rapport om en ny politisk og økonomisk æra, som også dansk erhvervsliv skal håndtere. Artiklen er vistnok lidt mislykket – et eksempel på, at man taler med en meget interessant person, som så desværre bare ikke rigtigt vil sige noget af det interessante til citat. I hvert fald vil næppe mange blive overraskede over de fire grundlæggende forandringer, han identificerer: Geopolitiske spændinger, der bl.a. går ud over forsyningskæder. Aldringen af verdens befolkning. Den grønne omstilling. Og slutteligt ny teknologi, som f.eks. kunstig intelligens.
Mere interessant ville det være at se på de strømninger, som de færreste er opmærksomme på. Det er i denne sammenhæng, at det danske stemningsskifte om indvandring kommer ind i billedet.
Det kan skyldes en tilfældighed. F.eks. er det nævnt, at etniske danskere under coronaen fik kortvarige, men intime oplevelser med de mange indvandrere, der udgjorde størstedelen af personalet på testcentrene. Men det kan også skyldes noget andet: Nemlig at den populisme, der for få år siden lå højt på toplister over globale risici, er forsvundet som dug for solen – uden at nogen har tænkt videre over det.
The Economist bemærker, at populister enten har tabt en række europæiske valg, eller at de er holdt op med at være populister. Danmark er et eksempel på begge dele. Vi har som bekendt fået en midterregering, bl.a. fordi fløjene er atomiserede i småpartier, som ikke kan samarbejde. Men problemet er kun, at partierne er så mange. Alle går de efter reel og konkret indflydelse. For første gang siden 1960’erne er der ikke et rent protestparti repræsenteret på tinge.
Ude i den store verden er Trump kørt ud på et sidespor, og ifølge meningsmålinger ville et stort flertal af briterne ønske, at de kunne komme tilbage i EU. Det var især de to fænomener, Trump og Brexit, der fik virksomheders bestyrelser til at sætte politisk populisme højt på listen over risikofaktorer.
Lige nu er den risiko altså i bund. Det er værd at glæde sig over, i en tid, hvor der er nok andet at bekymre sig om. Gevinsten ved den fraværende populisme er nærværende og konkret. Det er f.eks. bemærkelsesværdigt, at arbejdsmarkedets parter tilsyneladende har nemt ved at finde hinanden i overenskomstforhandlingerne, selv om kombinationen af høj beskæftigelse og høj inflation ellers giver den bedste lejlighed i mange årtier til at gå i flæsket på hinanden i en storkonflikt.
Nu viser parterne i stedet en helt ekstraordinær moderation og ansvarlighed over for omgivelserne. Den stemning er med helt inde i forhandlingslokalerne, fremgår det af den næsten rørende fortælling i DI Business om, hvordan sådan nogle forhandlinger foregår i praksis.
Stå vagt om de folkevalgte
Talrige politikere er blevet væltet det seneste år – ikke af vælgerne, som har stemt dem ind, men af en uhellig alliance af medier, kolleger eller medarbejdere, der har markedsført historier om, at de pågældende ikke opfører sig ordentligt i personlige sammenhænge. Senest er Mia Nyegaard, radikal borgmester i København, kommet under pres.
I et indlæg i Berlingske kommer to medlemmer af Borgerrepræsentationen, som ellers politisk ligger langt fra borgmesteren, hende til undsætning. Hatten af for det. Det, at det er blevet nemt for DJØF’ere og andre tvivlsomme typer at fjerne folkevalgte, har udviklet sig til at være et stort demokratisk problem.
Forhåbentligt er også denne specielle afart af populisme på vej ud. Skal man have folkestyre, må man acceptere, at også dem med ringe lederevner og heftige temperamenter er valgbare. Det er en del af forvaltningschefernes job at håndtere det.
Sten Thorup Kristensen