Ophævelsen af den globale containertrafik 2M-alliance mellem Mærsk og MSC skyldes, at de to samarbejdspartnere forfølger hver sin strategi. Eksperter vurderer, at det især er Mærsk, der vil blive presset af ophævelsen af samarbejdet.
To modstridende strategier kan ikke længere rummes i én alliance. Det er konklusionen, efter at Mærsk og Mediterranean Shipping Co. (MSC) i januar meddelte, at de fra 2025 indstiller deres 2M-samarbejde, som de har brugt til at samordne kapaciteten i verdens to største containerrederier. MSC og Mærsk står strategisk meget forskelligt, fordi Mærsk har fokuseret på vertikal integration ved at opkøbe logistikvirksomheder. Det danske rederi har ikke forsøgt at forsvare sin tidligere position som den største på selve containermarkedet. MSC har derimod – mere traditionelt – satset på at gøre flåden større.
Ved årsskiftet 2021/22 smuttede MSC uden om Mærsk og blev verdens største. MSC er siden fortsat med at øge sin tilstedeværelse i markedet ved aggressivt at sikre sig kapacitet ved at chartre, købe brugt og bestille nye skibe.
Kan de to virksomheder opretholde det tætte globale linjenet, som de driver i dag? For MSC ser svaret ud til at blive ja. MSC er allerede verdens største containerrederi og er ved at blive meget større. MSC’s ordrebog er ifølge analysefirmaet Alphaliner fem gange så stor som ordrebogen i Mærsk.
På den anden side har Mærsk bestilt væsentligt færre skibe i forhold til sin eksisterende flåde end verdens andre store containerrederier. Mærsk har i stedet opkøbt logistikvirksomheder for mange milliarder kroner. Derfor mener rådgivningsvirksomheden Drewry’s, at afslutningen af 2M især rejser et væsentligt strategisk spørgsmål for Mærsk: Kan rederiet fortsætte med sin integrationsstrategi og samtidig opretholde det tætte globale rutenet, som 2M-samarbejdet har givet?
Containerfarten har i nogle år været domineret af alliancerne 2M, Ocean Alliance samt The Alliance. I princippet kunne Mærsk blot tilslutte sig en af disse to alliancer, der foreløbig begge ser ud til at ville løbe videre efter 2025.
Men det er et åbent spørgsmål, hvad partnerne i disse alliancer vil sige til at få et nyt stort medlem. Og det er i høj grad også et spørgsmål, hvad konkurrencemyndighederne verden over vil sige. Ifølge Drewry’s er Mærsk i en presset situation, fordi det danske rederi i 2025 vil være for stort til at tilslutte sig en anden af de eksisterende alliancer og for småt til at klare sig uden for en alliance. Nogle af Drewry’s kontakter siger, at det virker som om, Mærsk lider af en identitetskrise og ikke er i stand til at formulere, hvad integrationsstrategien vil betyde. Den usikkerhed kan være forstærket med ophævelsen af 2M-samarbejdet.
Mærsk går ud af årene 2021 og 2022 med så stærke finanser, at rederiet hurtigt vil kunne øge flådens størrelse ved at købe og chartre brugte skibe og på lidt længere sigt ved at bestille flere nye. Mærsk har mere end noget andet containerrederi fokuseret på at skabe dør-til-dør-service – en integreret logistik-transport organisation.
Men ophævelsen af 2M-samarbejdet skaber en situation, der øger kravene til Mærsk om at få betydelig ekstra værdiskabelse ud af sin integrationsstrategi – og øger behovet for at forklare en traditionspræget branche og et usikkert kapitalmarked, hvordan strategien i praksis skal blive en fordel for både rederiet og dets kunder.
Morten A. Sørensen
Aktuel kurs 15855,00
Kursmål (6 mdr.) 18200,00
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.