USA’s præsident Joe Biden opfordrer til bedre regulering af banksystemet, efter at to amerikanske banker inden for den seneste uge er kollapset.
Det skriver Bloomberg News.
Han lover samtidig, at dem, der er skyld i de to kollaps, vil blive stillet til ansvar. Og at amerikanerne kan føle sig sikre på, at deres private midler ikke er i fare.
– Amerikanerne kan have tillid til, at banksystemet er sikkert. Jeres opsparede midler vil være der, når i skal bruge dem, siger Joe Biden mandag uden for Det Hvide Hus i Washington.
Her opfordrer han det amerikanske parlament, Kongressen, til at se nærmere på reguleringen af banksystemet.
Både Silicon Valley Bank og Signature Bank er krakket inden for den seneste uge og har kastet adskillige bankaktier ud i et regulært stormvejr. Det puster samtidig til frygten for en regulær bankkrise.
Blandt de ramte banker er mandag First Republic, hvis aktier falder over 65 pct. efter åbningen af det amerikanske marked.
Bankerne er kommet i problemer efter de mange rentestigninger, der har skabt udfordringer for bankernes kunder.
.\\˙ MarketWire







