I en ulden børsmeddelelse fra børsnoterede Parken S&E fremgår det indirekte, at ledelsen sikkert er tæt på at sælge fodboldforretningen FCK helt eller delvist til eksterne investorer, der også skal drive det danske nationalstadion. Vores bud på en køber af FCK er Parkens storaktionær Lars Seier Christensen. Parken afviser, at der er konkrete salgsovervejelser.
Ledelsen og de store aktionærer i børsnoterede Parken Sport & Entertainment har det seneste år tumlet rundt som en elefant i en glasbutik, når det handler om den strategiske og forretningsmæssige retning. Nyeste melding er en børsmeddelelse, hvori det oplyses, at fodboldforretningen med tilbagevirkende kraft til 1. januar 2023 udskilles i et selvstændigt selskab.
I børsmeddelelsen oplyses intet konkret om rationalet bag udskillelsen andet end øget gennemsigtighed. Men transaktionen synes kun at have ét formål, fremgår det mellem linjerne: Nemlig at fodboldforretningen, altså FCK, sælges helt eller delvist til en eller flere nye finansielle storinvestorer med forretningsfokus på dels at drive fodboldforretning og dels at drive events, koncerter og andre arrangementer med et stort publikum.
Vi ser meget stærke indikationer på, at fodboldforretningen snart sælges helt eller delvist:
For det første oplyses, at den nye selvstændige fodboldforretning ”F.C. København P/S på etableringstidspunktet vil være 100 % ejet af PARKEN Sport & Entertainment A/S.” Heri ligger utvivlsomt, at ejerskabet på sigt ikke skal være 100 pct.
For det andet giver det kun mening, at det nye fodboldselskab skal betale husleje for at leje sig ind i Parken stadion, hvis ejerskabet er forskelligt hos udlejer og lejer. Ellers kunne man fortsætte som nu, hvor der ikke er en egentlig lejekontrakt, men kun en intern indtægts- og omkostningsfordeling.
For det tredje er det påfaldende, at udskillelse af fodboldaktiviteterne sker med tilbagevirkende kraft til 1. januar 2023. Videre oplyses, at Parkens ledelse fortsat overvejer at sælge ejendomsporteføljen, herunder antageligt kontortårnene, selve stadion og ejendommene i Lalandia. Det indikeres også at selve Lalandia er til salg. Undersøgelserne herom blev dog afsluttet i sidste uge.
Opsplitning af koncernen
Rationalet bag en opsplitning er, at de enkelte dele vil kunne sælges mere målrettet til investorer, herunder ejendomsselskaber, internationale kommercielle fodboldselskaber og eventudbydere.
Og salget af FCK med et supergodt økonomisk 2022-overskud i bagagen og udsigt til deltagelse i et europæisk gruppespil vil kunne give en salgspris i milliardklassen. Penge, som kan anvendes til at modernisere nationalstation og tilbagebetaling af den milliardstore rentebærende gæld til Nordea. Planen om at frasælge alle ejendomsaktiviteter, som blev varslet for over et år siden, ser ud til at være gået i vasken, ikke mindst fordi finansieringsrenterne er sprunget i vejret, og det har øget ejendomsinvestorernes afkastkrav, hvilke har presset potentielle salgspriser. Helt eller delvist frasalg af fodboldforretningen og eventaktiviteter giver mening, da det er den mest usikre del af koncernen. Parken oplyser i en mail til Økonomisk Ugebrev, at der “ikke er nogle aktuelle planer om helt eller delvist frasalg af F.C. København.”
Morten W. Langer
Aktuel kurs 95,60
Kursmål (6 mdr.) 109,00
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.