Ambus overvejelser om en kapitalrejsning med henblik på at nedbringe selskabets gældsfaktor bygger ikke på et akut behov men snarere rettidig omhu i et usikkert og omskifteligt makroøkonomisk miljø.
– Vi har en høj gæld, men der er en plan for, hvordan den kommer ned. Vi har dækning fra bankerne, så det er ikke, fordi vi er presset til at gøre det, men vi synes, at det giver mening ud fra rettidig omhu, så vi ikke er alt for eksponeret, skulle der ske noget uventet i verden, der rammer os, forklarer Ambus administrerende direktør, Britt Meelby Jensen, til MarketWire.
Medicoselskabet offentliggjorde tirsdag forud for sin kapitalmarkedsdag, at en kapitalrejsning på omtrent 5 pct. af aktiekapitalen er under overvejelse med henblik på at nedbringe gælden.
Målet er at få nedbragt gældsfaktoren til mindre end 2,5 gange driftsresultatet, EBITDA, mod niveauet ved årsregnskabet for 2021/22 på 3,9 gange EBITDA.
Den nedbragte gældsfaktor skal give Ambu en øget operationel fleksibilitet, forklarer Britt Meelby Jensen.
Med kapitalrejsningen vil eksisterende aktionærer i Ambu blive udvandet, hvilket har været afgørende for målet for kapitalrejsningen.
– At udvande aktionærer er ikke en beslutning, man tager let, og derfor har vi også besluttet, at et niveau i omegnen af 5 pct. hjælper rigtig meget til at skabe operationel fleksibilitet og få bragt gælden ned på under det maks, som vi har, hurtigere, fortæller hun.
– Og så kan vi køre videre uden at skulle bekymre os om, hvad der sker i morgen.
Det er ikke fastlagt, hvornår en eventuel kapitalrejsning vil finde sted.
Ambu meldte ved sit første kvartalsregnskab i 2022/23 ud, at der ingen planer var om en kapitalrejsning.
Siden er ledelsen og bestyrelsen i Ambu med den økonomiske og geopolitiske usikkerhed for øje nået frem til, at det kunne være en fordel at skabe en øget driftsmæssig fleksibilitet ved at få nedbragt gælden hurtigere, forklarer Britt Meelby Jensen.
.\\˙ MarketWire