Efter et driftsunderskud på 2,4 mia. SEK i 1. regnskabskvartal og antageligt et underskud på 1,5-2,0 mia. SEK i det igangværende kvartal, skal SAS være på vej mod driftsoverskud i de to ”store” kvartaler fra maj til oktober 2023. Ledelsen forventer et samlet driftsminus på ca. 4,5 mia. SEK i år.
At SAS’ ledelse er optimistiske på fremtiden, fremgår tydeligt af selskabets regnskab for 1. kvartal, der går fra november 2022 til og med januar 2023. Det er flyselskabets mindste kvartal med typisk kun omkring 20 pct. af den samlede flytrafik.
Derfor kommer driftsunderskuddet på 2,4 mia. kr. ikke som den store overraskelse. Hertil kommer, at omkostningerne til jetfuel blev mere end fordoblet, trods indtægtsvækst på kun 40 pct. Med de seneste måneders store prisfald på jetfuel er der udsigt til et alt-andet-lige omkostningsfald på 30 pct., svarende til over 700 mio. SEK i det forgangne kvartal.
Med ledelsens årsforventning til driftsresultatet på minus 4,5 mia. kr. skal de resterende tre kvartaler samlet set lande på minus to mia. kr.
Vores estimat er, at 2. kvartals EBIT bliver omkring minus 1,5-2,0 mia. SEK, men derefter kommer der driftsplusser i 3. og 4. kvartal, som er SAS’ traditionelle højsæson. Dette mulige scenarie skriver SAS-ledelsen ikke noget om i 1. kvartalsregnskabet. Her oplyses blot om det igangværende regnskabsår, at de tidligere udmeldte forventninger bekræftes.
I 1. kvartalsregnskabet er det mest interessante i virkeligheden ledelsens forventning til 2024-2026, hvor de tidligere estimater opjusteres. Ledelsen skriver, at resultaterne i den langsigtede prognose opjusteres, fordi trafikvæksten har været større end tidligere forventet. Det oplyses, at prognosen for omsætningen i 2026 på 49 mia. SEK fra september 2022 nu opjusteres til at blive ”højere” end de 49 mia. SEK.
SAS skriver også, at der fortsat forventes et positivt resultat før skat næste år, men at det bliver højere end tidligere forventet de kommende år.
Allerede i år forventes SAS’ likviditet at blive betydeligt forbedret, så flyselskabet fremad kan stå på egne ben. Ifølge cash flow opgørelsen for 1. kvartal var der et likviditetstræk i kvartalet på 3,4 mia. SEK, hvorefter der er 5,3 mia. SEK tilbage i kassen. Grundlæggende er regnskabskvaliteten fortsat svag og mangelfuld, når det handler om, hvornår de forskellige tiltag i rekonstruktionsplanen slår igennem i økonomien. Det er tydeligt, at det endnu kun er sket i begrænset omfang. Ledelsens optimisme for de kommende år viser dog, at de positive effekter vil indfinde sig indenfor de næste år, og særligt 3. og 4. kvartal i det igangværende regnskabsår synes at blive positive.
Næste store begivenhed fra SAS bliver den varslede kapitalforhøjelse på 9 mia. SEK i ny egenkapital og konvertering af gæld for 20 mia. SEK, hvoraf knap halvdelen er bekræftet af den svenske og danske stat.
Kapitalforhøjelsen ventes at medføre en markant udvanding af de eksisterende aktionærer, men det er der delvist taget højde for i den aktuelle børskurs, hvor selskabet har en børsværdi på 3,1 mia. SEK sammenlignet med eksempelvis Norwegians 10,4 mia. NOK, der svarer til ca. ti gange overskuddet før skat. Med SAS-ledelsens forventning om et overskud på 3-4 mia. SEK i 2026 er det langsigtede potentiale en samlet børsværdi op mod 40 mia. SEK med denne værdiansættelse.
Morten W. Langer
Aktuel kurs 0,27
Kursmål (6 mdr.) 0,22
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her