Renterne falder, og aktiekurserne får medvind efter nye inflationstal fra USA, som skaber håb om en “blød landing”.
Det skriver cheføkonom Søren Kristensen fra Sydbank i en kommentar.
– Inflationen i USA falder gevaldigt i marts. Desværre stiger kerneinflationen, men investorerne havde frygtet værre, og derfor falder renterne, mens aktiekurserne får medvind, skriver Søren Kristensen.
Inflationen i USA faldt i marts til 5,0 pct. fra 6,0 pct. måneden før, men ses på kerneinflationen, så steg den faktisk – som ventet – til 5,6 pct. fra 5,5 pct.
Søren Kristensen noterer dog, at det i høj grad er boligposten, som trækker inflationen op og med de seneste måneders prisfald på det amerikanske boligmarked, så tyder alt på, at det er midlertidigt.
– Samtidig er fødevarepriserne stort set uændrede i marts, men også her tyder udviklingen i globale fødevarepriser på, at vi i de kommende måneder vil se mærkbare fald. Der er altså lyspunkter i tallene, og det hæfter investorerne sig også ved, skriver cheføkonomen.
Reaktionen på finansmarkedet er stigende aktiekurser, mens renterne og dollaren er trængt i defensiven. Det sker på en forventning om et mindre behov for opstramning fra den amerikanske forbundsbank (Fed).
– Vi vurderer da også, at Fed er ved at nå endestationen for renteforhøjelserne. Men helt i mål er centralbanken altså ikke, skriver Søren Kristensen.
Sydbank venter som minimum en renteforhøjelse yderligere og måske flere, hvis der ikke snart viser sig flere tegn på økonomisk opbremsning i amerikansk økonomi.
– Lige i dag får håbet om en blød landing, hvor inflationen bliver lavere uden økonomien lider for meget, altså næring. Det glæder investorerne sig over, men det kan danske eksportvirksomheder bestemt også gøre, konkluderer Søren Kristensen.
.\\˙ MarketWire