Kommentarerne til C25-aktierne er primært baseret på teknisk analyse med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående fundamentalanalyser. Købs- og salgsanbefalingerne er kun vejledende.
A. P. Møller – Mærsk A – Køb, Aktuel kurs: 13110,00
A. P. Møller – Mærsk A følger stort set selskabets B-aktie og giver derfor ikke anledning til en selvstændig analyse.
A. P. Møller – Mærsk B – Køb, Aktuel kurs: 13375,00
APM har rykket sig afgørende fri af kursintervallet 10300-11600, og dermed er kursen på vej op mod niveauet fra første halvdel af 2022. Det ligger helt oppe omkring kurs 16000.
Ambu – Sælg, Aktuel kurs: 97,96
Ambu har ikke fulgt med et stigende marked opad i denne uge. Det fortæller om en svag aktie, som stadig er i gang med nedturen efter det mislykkede forsøg på at passere modstanden ved kurs 115.
Bavarian Nordic – Hold, Aktuel kurs: 200,80
Bavarian Nordic ramte en foreløbig kursbund ved 178, og siden har aktien været stigende. Nu gøres et forsøg på at komme tilbage i kursintervallet 202-255, og det forsøg bør følges fra sidelinjen.
Carlsberg B – Køb, Aktuel kurs: 1080,00
Carlsberg er tilbage ved kurstoppen ultimo 2021. Altså lige før kursen indledte sit kollaps i 1. kvartal 2022. Aktiens stigning er accelereret den seneste tid, og næste kursfald bør benyttes til et køb.
Chr. Hansen – Hold, Aktuel kurs: 512,00
Chr. Hansens halvårsregnskab i den forløbne uge ændrede ikke nævneværdigt på kursen, som holder sig indenfor rammerne af kursintervallet 490-530. Her forventer vi, at den bliver liggende.
Coloplast – Køb, Aktuel kurs: 937,60
Coloplasts stigning har vist sig at være langt stærkere, end vi forventede. Kursen har nu passeret modstandslinjen ved 890, og næste oplagte mål er kurstoppen ved 1061 fra april 2022.
Danske Bank – Hold, Aktuel kurs: 148,10
Det er fristende at give Danske Bank en købsanbefaling i et stigende marked. Men vi vil gerne se kursen lægge modstandsniveauet omkring kurs 145 bag sig, før vi hæver anbefalingen.
Demant – Hold, Aktuel kurs: 267,80
Demant er egentlig berettiget til en købsanbefaling efter at have gennembrudt modstandslinjen ved kurs 255. Men den eksplosive stigning fra 226 til 265 kalder på en snarlig kortsigtet korrektion.
DSV – Hold, Aktuel kurs: 1266,00
DSV skiller sig negativt ud fra markedet ved ikke at deltage i den generelle kursstigning. Aktiens sidelæns bevægelse får os dog til at give DSV en Hold-anbefaling.
FLSmidth – Hold, Aktuel kurs: 285,00
FLSmidth ramte bunden ved kurs 244 og steg derefter markant. Men nu skal både modstandslinjen ved kurs 275 og 60 dages glidende gennemsnit* i 274 passeres, så vi nøjes med at sige Hold.
Genmab – Køb, Aktuel kurs: 2817,00
Genmab fandt endnu engang bunden ved kurs 2450, og derfra gik det stærkt. Kursen har nu brudt den nedtrend, som startede i december 2022, og næste kursfald bør benyttes som en købsmulighed.
GN Store Nord – Hold, Aktuel kurs: 155,15
GN Store Nords fremtid er stadig fyldt med usikkerhed, men investorerne presser i det mindste ikke kursen ned længere. GN er på kort sigt en joker, og det giver en Hold-anbefaling.
ISS – Hold, Aktuel kurs: 141,75
ISS har genvundet halvdelen af det bratte fald, som startede i slutningen af februar. Men næste udfordring bliver 60 dages glidende gennemsnit* i 143 og modstandslinjen ved 145.
Jyske Bank – Køb, Aktuel kurs: 514,80
Jyske Bank sluttede ugen med en stigning ud af kursintervallet 470-500. Fredagens stigning var specielt kraftig, og det lægger op til en fortsættelse af de seneste dages stigning i næste uge.
Netcompany – Køb, Aktuel kurs: 250,60
Netcompany bevæger sig langsomt væk fra støttelinjen ved kurs 232, som endnu engang viste sig at være et solidt sikkerhedsnet. I et positivt marked kan Netcompanys kurs pludselig eksplodere.
Nordea – Køb, Aktuel kurs: 77,23
Nordea nyder godt af den positive stemning hos finansaktierne, og det sendte kursen op gennem modstandslinjen 74. Dermed er næste mål kurstoppen i 83 fra slutningen af februar.
Novo Nordisk B – Hold, Aktuel kurs: 1144,60
Novo Nordisks opjustering var allerede indregnet i kursen, og med en RSI14-værdi** på 81 ligger en korrektion sandsynligvis lige om hjørnet. På kort sigt nøjes vi derfor med en Hold-anbefaling til Novo.
Novozymes B – Hold, Aktuel kurs: 344,00
Novozymes deltager slet ikke i den aktuelt gode stemning på aktiemarkedet. Kursen falder i det mindste ikke, men et køb bliver først aktuelt ved en stigning forbi modstandslinjen ved kurs 355.
Pandora – Hold, Aktuel kurs: 622,60
Pandora har standset faldet efter det mislykkede forsøg på at komme forbi kurs 655. Kursen ligger nu ved 60 dages glidende gennemsnit i 610, og et fortsat fald vil udløse en salgsanbefaling.
Rockwool – Hold, Aktuel kurs: 1620,00
Rockwool fortsætter på kort sigt sine ustabile svingninger, men på lidt længere sigt holder kursen sig stort set i intervallet 1550-1690. Afvent et udbrud herfra før et køb overvejes.
Royal Unibrew – Hold, Aktuel kurs: 632,80
Royal Unibrew er steget med raketfart, efter gennembruddet af modstandslinjen ved 550 blev bekræftet. Men en RSI14-værdi** på 78 lægger op til en korrektion. Den kan benyttes som købsmulighed.
Tryg – Hold, Aktuel kurs: 150,40
Tryg forsøger at komme tilbage i kursintervallet 150-167, og vi tror, det lykkes. Men i et marked med mange købsmuligheder afventer den forsigtige investor en markant stigning forbi 150 før et køb.
Vestas Wind Systems – Hold, Aktuel kurs: 194,64
Vestas læner sig op af en salgsanbefaling med sin placering i bunden af kursintervallet 190-215. Placeringen åbner imidlertid for en potentiel stigning i et positivt marked, så vi siger indtil videre Hold.
Ørsted – Køb, Aktuel kurs: 608,40
Ørsted tog afsæt i støttelinjen ved kurs 560, og derfra passerede kursen i løbet af ugen 60 dages glidende gennemsnit* i 597. Næste modstand ligger helt oppe ved kurs 680.
Bruno Japp
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser
* Hvad er 60 dages glidende gennemsnit?
60 dages glidende gennemsnit er en akties gennemsnitlige lukkekurs de seneste 60 dage. 60 dage svarer til det omtrentlige antal børsdage de seneste tre måneder. Dette gennemsnit beregnes hver dag, og giver dermed en udglattet kursgraf, hvor de daglige udsving er fjernet. Det giver et klarere billede af aktiens retning, og om hvorvidt investorernes holdning til aktien er ved at ændre sig i positiv eller negativ retning.
** Hvad er RSI 14?
RSI14 er en forkortelse for Relative Strength Index, og det er et matematisk værktøj, som beregner styrken i en aktie, og udtrykker den i et tal mellem 0 og 100. Dette tal kan beregnes for forskellige tidsperioder, men styrken over en 14 dages periode er den traditionelle, og det er den vi anvender.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.