Hollandske Philips overgik analytikernes forventninger med sine driftsresultater for første kvartal – men endte samtidig med tab på bundlinjen.
Det fremgår af regnskabet mandag morgen.
I første kvartal fik selskabet en omsætning på 4,17 mia. euro mod en estimeret omsætning på 3,99 mia. euro.
Selskabet endte med et justeret driftsresultat målt på EBITDA på 359 mio. euro, som var større end de 212,1 mio. euro, som analytikerne adspurgt af Bloomberg News havde ventet.
Tab fra driften resulterede i en negativ bundlinje på 665 mio. euro mod markedets forventning på blot 78,2 mio. euro. I samme periode året forinden lød tabet på 151 mio. euro.
Tabet hænger blandt andet sammen med en proces omkring tilbagekaldelsen af ventilationsenheder, der blev tilbagekaldt på grund af en potentiel helbredsrisiko i det skum, som skal reducere lyd og vibrationer. Ifølge selskabet har det kostet 583 mio. euro. Hertil kommer omkostninger i forbindelse med en igangværende restrukturering.
– Baseret på vores solide præstation i kvartalet, vores ordrebog og de igangværende tiltag for at forbedre realiseringen yderligere er vi fortrøstningsfulde for vores plan for 2023, selv om vi anerkender, at der stadig er usikkerhed, siger den administrerende direktør, Roy Jakobs, i regnskabet.
I forbindelse med årsregnskabet oplyste selskabet, at man for 2023 venter at kunne levere en lav etcifret vækst i det sammenlignelige salg og en høj etcifret justeret EBITA-margin.
.\\˙ MarketWire