Indtjeningen bløder fortsat hos flyselskabet SAS, der i marts havde et nettounderskud på 406 mio. svenske kr. svarende til cirka 267,7 mio. danske kr.
Omsætningen i måneden løb op i 3145 mio. svenske kr.
Det oplyser SAS i en månedsopgørelse af visse nøgletal, som selskabet er forpligtet til at komme med som følge af den igangværende Chapter 11-proces hos de amerikanske domstole.
I perioden fra 1. november frem til 31. marts har SAS omsat for 13,5 mia. svenske kr., mens underskuddet løber op i 4 mia. svenske kr.
I Sydbank betegner aktieanalysechef Jakob Pedersen månedens resultat som svagt, men alligevel markant bedre end i det sene efterår med stort set samme aktivitet og i øvrigt helt på linje med Sydbanks forventninger.
– De månedlige tab fortsætter, men de er reduceret, og det understreger, at SAS’ initiativer bærer frugt. Især den højere belægning i de seneste måneder trækker i rigtig retning og støtter indtægterne uden at øge omkostningerne for markant. Indtjeningstrenden bør blive forbedret yderligere hen over sommeren, skriver Jakob Pedersen.
.\\˙ MarketWire