Tivoli kan løfte sløret for, at der i de kommende år bliver lagt et arbejde i at udvikle koncernens it-område og selve forlystelsesområdet.
Det fortæller finansdirektør Martin Bakkegaard til MarketWire i forbindelse med første kvartalsregnskabet.
Det er blandt andet en ny hjemmeside og app, der ligger i støbeskeen i løbet af næste år.
– Det er en stor investering og et ikke uvæsentligt millionbeløb, når man kigger på det digitale, siger Martin Bakkegaard, og henviser til, at Tivoli også løbende investerer i back-end systemer, som fungerer bag kulissen – alt fra kassesystemer til finanssystemer.
Der er også flere projekter under planlægning indenfor en årrække, men som endnu er for tidligt at løfte sløret helt for.
– Vi vil for eksempel gerne give området omkring Dæmonen en fornyelse, og der er også andre ting på listen, siger Martin Bakkegaard.
– Det vil være sandsynligt, at gælden kan stige med de større investeringer, men Tivoli er en rentabel forretning, og det er fortsat ikke en målsætning, at gældsniveauet skal op, fortsætter han.
I forbindelse med årsregnskabet 2022 oplyste Tivoli, at det havde fået nedbragt gældsgraden til 1,5 pct. fra 4,7 pct. året forinden.
UNDERSKUD ER SOM VENTET
I første kvartal fik Tivoli et underskud før skat på 126,1 mio. kr., hvilket er større end sidste års underskud på 97,3 mio. kr. for samme periode.
Forventningen til resultatet før skat i 2023 er et resultat i niveauet 50-70 mio. kr.
– Første kvartal er gået som forventet, og der er ikke noget alarmerende ved de tal, som vi har offentliggjort i dag, siger Martin Bakkegaard.
Tivoli er en helårsforretning med ansatte året rundt, og en del af underskuddet skyldes ifølge finansdirektøren blandt andet de forberedelser, der har været i lukkeperioden.
Forventningerne til 2023 fastholdes med en omsætning på 1100 mio. kr., hvilket er på niveau med 2022.
– Vi fastholder forventningerne og glæder os til sommersæsonen kommer i gang – og så er vi spændte på, hvordan udviklingen kommer til at gå, siger Martin Bakkegaard.
.\\˙ MarketWire