Aktierne i de to amerikanske regionalbanker PacWest og Western Alliance har tirsdag været sendt i børspause efter massive kursdyk.
Siden er handlen igen blevet genoptaget, men det har blot forværret skrammerne.
Pacwest falder efter sin pause med 34,5 pct. til 5,94 dollar, og Western Alliance falder med 24,1 pct. til 27,65 dollar.
PacWest faldt også mandag med 10,6 pct., mens Western Alliance på ugens første dag bakkede med 1,8 pct.
Dermed synes turbulensen omkring den amerikanske banksektor at fortsætte, efter at også First Republic Bank i sidste uge måtte smide håndklædet i ringen.
Mandag kom det frem, at stort set alle aktiviteter i den bank bliver overtaget af JPMorgan.
First Republic Bank var den fjerde amerikanske regionalbank til at knække nakken i år, efter at også Silicon Valley Bank, Silvergate Capital og Signature Bank krakkede i marts.
.\\˙ MarketWire