Den Europæiske Centralbank, ECB, er fortsat langt fra en pause i stramningen af sin pengepolitik.
Det meddeler centralbankchef Christine Lagarde, efter at ECB torsdag har hævet sin rente med 25 basispoint.
ECB har nu forhøjet sine renter syv gange siden juli sidste år, hvor den nuværende stramningscyklus blev sat i gang, til en indlånsrente i dag på 3,25 pct.
Og centralbanken vil “helt tydeligt” ikke fjerne foden fra rentespeederen lige foreløbig.
Nogle af centralbankdirektørerne i ECB skulle ifølge chefen have luftet ideen om et renteløft på 50 basispoint. Facit var i sidste ende en nær enstemmig forhøjelse på 25 basispoint.
Christine Lagarde fortæller videre, at der ikke findes et “magisk tal” for, hvornår pengepolitikken er tilpas restriktiv. Det vil stå mere klart, når niveauet er nået, meddeler hun.
ECB har da også vej endnu, før den har fået bugt med den høje inflation. Som situationen står, er inflationsudsigterne med betydelige opadgående risici – blandt andet understøttet af den seneste tids lønaftaler, siger ECB-chefen.
Blandt bekymringerne er inflationen på fødevarer, som ECB holder særligt godt øje med.
I april steg den overordnede inflation i eurozonen til 7,0 pct. fra 6,9 pct. måneden før, viser foreløbige forbrugerprisestimater fra Eurostat. Kerneinflationen, der fraregner prisudviklingen for fødevarer, tobak, alkohol og energi, var i samme måned 5,6 pct. fra 5,7 pct. i marts.
Samlet vurderes prispresset fortsat at være højt, drevet af høje energipriser, propper i forsyningskæderne og stigende lønninger.
På sektorbasis er rentestigningerne begyndt at gøre ondt på industrien, mens servicesektoren viser stærk vækst.
BEHØVER IKKE FØLGE FED
Selv om ECB torsdag har fulgt sin amerikanske pendant Federal Reserves eksempel ved at løfte renten med 25 basispoint, kan centralbanken med base i Frankfurt gå sin egen vej, hvis det er nødvendigt.
Christine Lagarde fortæller, at selv om man i ECB holder øje med beslutningerne i Federal Reserve, er ECB en selvstændig centralbank. Derfor er en pause for renteforhøjelserne i USA ikke lig med det samme herhjemme, påpeger hun.
Centralbankchefen afviser i samme ombæring at komme med et estimat for, hvornår renterne i eurozonen igen skal ned.
.\\˙ MarketWire