Kapitalmarkedet er en udfordring for mange biotekselskaber for tiden, men det mærker Zealand Pharma ikke meget til. Den gennemførte aktieemission var uden væsentlig rabat til markedskursen, og Zealand Pharma står nu finansielt velpolstret efter den tredje kapitalrejsning indenfor det seneste år.
Aktiemarkedet har fået et godt øje til Zealand Pharma. Siden aktiekursen bundede i maj sidste år, er den næsten tredoblet.
Den seneste aktieemission i form af den nyligt afsluttede bookbuilding var positiv og en klar bekræftelse af de positive vinde. Emissionen indbragte 1,5 mia. kr., og de 6,6 mio. nye aktier blev solgt til en for selskabet attraktiv kurs på 228.
Zealand Pharma har således medvind for tiden, og det er der en god grund til. Det drejer sig bl.a. om behandlingen indenfor fedmeområdet, hvor aktiemarkedet udviser en nærmest euforisk interesse for Novo Nordisk og Eli Lilly pga. deres antifedmeprodukter. Den interesse udnyttede Zealand Pharma behændigt i aktieemissionen, som primært blev begrundet ved behovet for finansiering af selskabets antifedmeprojekter i pipelinen.
Strategiskifte modtaget positivt
Også strategiændringen har nok haft betydning for markedets positive holdning til aktien. Zealand Pharma har iværksat et strategiskifte fra ambitionen om at blive et fuldt integreret specialiseret pharmaselskab med salg og marketing til at koncentrere sig om R&D.
På den korte bane skulle Zegalogue dasiglucagon nødpennen være indgangsnøglen til det amerikanske marked efterfulgt af glepaglutide, men lanceringen af nødpennen skuffede, og den amerikanske salgsorganisation er under afvikling.
Næste trin i forbindelse med strategiskiftet bliver udlicensering af glepaglutide (korttarmssyndrom) og dasiglucagon CHI (medfødt hyperinsulinisme hos børn).
Fokus er i første omgang at indgå partnerskab på dasiglucagon CHI. Det er et Orphan Drug marked med få patienter og flere konkurrenter, som har produkter i udvikling. Zealand Pharma er dog i front og står til at komme først på markedet.
Vi estimerer et salg i 2030 på 275 mio. kr., med forventet lancering – forudsat FDA-godkendelse – i 2024.
Zealand Pharma forventer at indgå partnerdiskussioner om glepaglutide senere på året, når alt datamateriale er på plads, hvor et større pharmaselskab er den foretrukne partner.
Ikke længere et slagtilbud
Efter den kraftige kursoptur fremstår Zealand Pharma ikke længere som et decideret slagtilbud, men mindre kan også gøre det. DCF nutidsværdien er nu 267 kr. pr aktie mod tidligere 246 pr. aktie.
Investeringscasen har flere vigtige kurstriggere i år, hvor BI 456906 fase 2 data på fedmeindikationen er den vigtigste og ikke mindst en mulig fortsættelse af udviklingen i fase 3.
Lykkes det at indgå licensaftaler på attraktive vilkår, vil det styrke markedets tiltro til Zealand Pharmas nye strategi. Der er også mulighed for fase 2 fedmedata på dapiglutide.
Zealand Pharma er efter den seneste kapitalrejsning velpolstret med et finansielt beredskab på ca. 2,6 mia. kr., og investorernes bekymring for igen at skulle komme med mere kapital er forduftet. Zealand Pharma har 163 mio. kr. i klemme i den konkursramte Silicon Valley Bank, men selskabet forventer at få hele indskuddet retur.
Vi løfter kursmålet fra 250 til 270 og fastholder købsanbefalingen.
Lars Hatholt
Lars Hatholt ejer aktier i Zealand Pharma
Aktuel kurs 222,20
Kursmål (12 mdr.) 270,00
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.