NKT er blevet tildelt en rammeaftale med hollandsk-tyske Tennet og har desuden vundet en ordre på højspændingskabler til et turnkey projekt mellem Frankrig og Spanien.
Dertil har NKT opnået højspændingsprojekter af en betydelig størrelse, hvorfor selskabet nu overvejer nye investeringsmuligheder samt en eventuel aktieemission.
Det fremgår af et par børsmeddelelser fra selskabet fredag.
NKT skal ifølge rammeaftalen med Tennet levere højspændingskabler til både on- og offshorebrug. Ordren er flerårig med kontraktuelle forpligtelser.
Aftalen med Tennet løber frem til 2028 med mulighed for forlængelse frem til 2031. Med rammeaftalen har NKT fået tildelt kontrakterne til havvindmølleparkerne Nederwiek 3 og Doordewind 1 og 2 med en samlet kapacitet på 6 GW. Kontrakterne ventes at blive udmøntet i 2025 med en samlet værdi på cirka 1,5 mia. euro.
Ydermere har NKT modtaget en ordre af INELFE, der er et joint venture mellem spanske Red Eléctrica og franske Réseau Transport d’Électricité.
Ordren har en værdi på over 600 mio. euro og 550 mio. euro opgjort i standard metalpriser og omfatter cirka 100 km landkabler samt 300 km offshore-kabler. Det færdige projekt ventes afsluttet i 2028.
Ingen af ordrerne ændrer NKT’s forventninger til 2023, oplyser kabelproducenten.
Det oplyses videre, at NKT i forbindelse med Tennets ordre har akkumuleret højspændingsprojekter til en værdi af cirka 5 mia. euro.
NKT vil per sin meddelelse fra 22. februar, hvori det fremgår, at selskabet vil udvide sin produktions- og installationskapacitet ved tildelingen af nye “betydelige” projekter, nu igangsætte investeringen i yderligere produktionskapacitet og færdigheder, herunder et tredje ekstruderingstårn, på den eksisterende fabrik i Karlskrona i Sverige.
NKT overvejer videre omfanget af yderligere installationskapacitet og færdigheder, samt hvordan selskabet sikrer dette fremover.
Endvidere har kabelproducenten opnået tilsagn om garantikapacitet fra banker og eksportkreditagenturer. Selskabet vil hurtigst muligt og ultimo maj dele yderligere information om investeringsstørrelsen, opdaterede finansielle ambitioner og en potentiel aktieemission for at understøtte vækstmulighederne, oplyses det.
.\\˙ MarketWire