– USA kan betale enhver gæld, det har, fordi vi kan altid trykke penge for at gøre det. Der er nul sandsynlighed for en betalingsstandsning.
Sådan sagde Alan Greenspan, chef for den amerikanske centralbank fra 1997 til 2006, tilbage i 2011 til tv-stationen CNBC.
I 2023 ser det dog mere og mere ud til, at den føderale regering i USA faktisk kan gå i teknisk betalingsstandsning.
Staten passerede nemlig i januar det lovmæssige gældsloft på 31.400 mia. dollar, og derfor kan finansministeriet ikke optage nye lån til at betale løn, pension, regninger og afdrag på gælden, hvis ikke Kongressens politikere bliver enige om at hæve gældsloftet.
Finansminister Janet Yellen kan endda løbe tør for penge allerede den 1. juni, advarede hun i sidste uge om.
Bekymringerne er derfor tiltagene, efterhånden som kalenderen kommer nærmer på at vise “juni”.
– Enhver forsinkelse i betalingen af renter eller afdrag fra finansministeriets side ville være en begivenhed af seismiske proportioner, ikke kun for finansmarkedet, men også for den reale økonomi, advarer 18 nuværende og tidligere “dybt bekymrede” medlemmer af Treasury Borrowing Advisory Committee, TBAC, ifølge Reuters onsdag i et brev til Janet Yellen.
TBAC har et føderalt mandat til at rådgive myndighederne og består af repræsentanter fra de største finansielle institutioner i USA, herunder banker, pensionsselskaber, børsmæglere, kapitalforvaltere og hedgefonde.
De 18 nuværende og forhenværende medlemmer af udvalget fremhæver, at en betalingsstandsning direkte vil påvirke enhver gældsudsteder, som er afhængig af sikkerheden i den amerikanske stats gældsudstedelser.
Det omfatter også de to store realkreditudstedere Fannie Mae og Freddie Mac, der jo under finanskrisen måtte reddes af staten, og dermed ville det udsætte de amerikanske boligejere for risici.
– En nedjustering af den amerikanske kreditværdighed eller en betalingsstandsning vil strømme bredt igennem den brede økonomi.
I brevet understreger TBAC, at markedet for amerikanske statsobligationer udgør rygraden i det finansielle system.
Markedet for statsobligationer fremhæves da også ofte som kilden til likviditeten i andre finansielle aktiver, og netop derfor købte Federal Reserve i lang tid gennem pandemien op af statsobligationer for tusindvis af milliarder af dollar for at sikre likviditeten i de finansielle markeder.
– Validiteten af statsobligationer som relevant sikkerhed for margininvesteringer vil også blive betvivlet med ødelæggende konsekvenser for rentederivater, for råvarehandelen og for realkreditmarkeder til følge.
Gældsloftet blev senest hævet i 2021, da det blev løftet 2500 mia. dollar.
.\\˙ MarketWire