H+H International kalder 1. kvartal for en udfordrende start på året, og det synspunkt bekræftede investorerne ved at banke selskabets aktiekurs ned med 12,3 pct. Dermed sætter markedet spørgsmålstegn ved, om H+H’s fastholdelse af helårsforventningerne er realistisk.
H+H’s 1. kvartal leverede et fald i omsætningen på 26 pct. i forhold til samme kvartal i fjor, og selvom 1. kvartal 2022 var positivt påvirket af genstarten efter Corona er der alligevel tale om en betydelig tilbagegang. H+H fortæller således, at ”The lower revenue and organic growth were driven by decreasing demand in all regions”.
På indtjeningssiden faldt driftsresultatet (EBIT) med 81 pct., og på bundlinjen endte regnskabet med et underskud på 7 mio. kr. mod et overskud på 72 mio. kr. i samme kvartal i fjor.
En væsentlig tilbagegang var dog forventet, hvilket tydeligt fremgår af H+H’s udmeldte forventninger til 2023. Her forventes nemlig en omsætning uden vækst og et driftsresultat (EBIT før særlige poster) i intervallet 330-400 mio. kr. mod 455 mio. kr. i 2022.
Men set fra investorernes side kunne den forsigtige udmelding for 2023 ikke rumme skuffelsen over det ringe 1. kvartal. De satte i stedet spørgsmålstegn ved, om de udmeldte forventninger stadig kan betragtes som realistiske efter den svage start på året.
Nedjustering indregnes nu i kursen
Investorerne besvarede selv spørgsmålet ved prompte at indregne en kommende nedjustering i værdiansættelsen af aktien, som faldt 12,3 pct. på regnskabsdagen.
Var det en rimelig reaktion? Når H+H fastholder helårsforventningerne, demonstrerer det, at man ser tilbagegangen i omsætning og indtjening som en periodeforskydning.
Altså at den manglende omsætning og indtjening kalendermæssigt skubbes foran og hober sig op, som når vandet stiger bag en dæmning. På et tidspunkt åbnes sluserne, og den opsparede omsætning og indtjening udløses. Og helårsforventningerne opfyldes på trods af en dårlig start.
Men investorerne tror tydeligvis ikke på dette scenarie. Og det gør vi heller ikke.
Krav om høj vækst resten af året
Hvis vi ser nærmere på de realiserede tal i forhold til forventningerne, kan vi konstatere, at man trods forventningen om nulvækst i omsætningen allerede er 233 mio. kr. bagud efter 1. kvartal.
For at indhente dette efterslæb skal der i årets sidste tre kvartaler leveres en omsætning, som er 8,5 pct. højere end i samme periode i fjor.
På EBIT er man efter 1. kvartal 89 mio. kr. bagud i forhold til 2022, hvor EBIT endte på 455 mio. kr. Hvis resten af 2023 går som i fjor, ender man altså med et EBIT på 455-89=366 mio. kr., hvilket ligger midt i det udmeldte interval på 330-400 mio. kr.
Det lyder ikke alarmerende, men man skal huske forudsætningen for, at dette holder. Nemlig at et kvartal, hvor H+H kun opnåede en femtedel af indtjeningen fra samme kvartal året før, efterfølges af tre kvartaler i træk med samme resultat som i fjor. På kort sigt tilpasser H+H sig den nye situation med lavere efterspørgsel, og det indebærer bl.a. at man den 1. juli lukker tre fabrikker i Tyskland og to fabrikker i Polen. Årets restruktureringer medfører betydelige omkostninger på op imod 200 mio. kr., som kun delvist forventes dækket ved salg eller genbrug af aktiver fra de lukkede fabrikker. Denne ekstraordinære omkostning er ikke indeholdt i de udmeldte forventninger.
H+H vælger et positivt syn på situationen og noterer, at man står i en fordelagtig situation, når markedet bliver bedre. Vi er enige i dette, men i et usikkert marked fokuserer investorerne kortsigtet. Og den kortsigtede forventning er en kommende nedjustering fra H+H International.
Bruno Japp
Aktuel kurs 97,80
Kursmål (6 mdr.) 112,00
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.