Med kraftige vækstsignaler og ny åbenhed over for opkøb signalerer FLSmidths ledelse, at koncernen er klar til en ny epoke. Forventningerne er skruet op. Kursreaktionen på halvårsmeddelelsen viser, at det kan være vanskeligt at styre kommunikationen.
For CEO Thomas Schulz og CFO Lars Vestergaard er det igen et spørgsmål om timing.
Siden de blev ansat i 2013 og 2014, har de to topchefer for FLSmidth igen og igen skullet forklare, at virksomhedens markeder befinder sig i en cyklisk betinget nedtur. I år har de endelig kunnet varsle optur. Men i den forgangne uge måtte de alligevel skuffe markedet.
På godt og ondt leverer de et lærestykke i kunsten at time og styre forventninger. Thomas Schulz kunne på en kapitalmarkedsdag i juni meddele, at koncernens markeder nu klart er på vej ind i et ”cyclical recovery,” og at FLSmidth nu efter fire års forberedelse, besparelser, strukturtilpasninger og frasalg er klar til stabil, profitabel vækst.
FLS køber igen op
Signalet blev forstærket, da FLSmidth-ledelsen kort efter – i sommerferien og forholdsvist ubemærket – købte en stor del af Sandvik Mining Systems, en division med en omsætning på 2,9 mia. SEK i den svenske Sandvik-koncern. FLSmidth overtager al teknologi og alle rettigheder og kunderelationer i de opkøbte aktiviteter, men kun en mindre del af medarbejdere og ordrebeholdning. På længere sigt kan opkøbet skønsmæssigt tilføre FLSmidth en omsætning på et milliardbeløb.
”Vi ser først og fremmest et strategisk rationale for opkøbet. Vi vurderer samtidig, at timingen er god, da alt tyder på, at vi er på vej ind i et cyklisk opsving,” siger Lars Vestergaard til Økonomisk Ugebrev.
Det er tænkeligt, at den engang så opkøbslystne koncern fremover igen vil overtage andre virksomheder, efter at der ikke er købt væsentligt ind siden 2012. Koncernen vil nu være indstillet på, at ”foretage opkøb, såfremt vi ikke selv kan udvikle teknologien eller kompetencerne hurtigt nok eller i tilstrækkeligt omfang,” som Lars Vestergaard siger. Vækstsignalerne har alt i alt overbevist markedet om, at FLSmidth står over for et nyt opsving. Derfor er selskabet nu blandt de højt værdisatte på børsen i København. Price/Earning er, målt ud fra resultatet i de seneste 12 måneder, i niveauet 27-28 og ligger dermed væsentligt over andre ingeniør- og teknologivirksomheder, f.eks. Vestas med 16 samt Aarsleff og SKAKO, begge med 15.
FLSmidth-aktien er over det seneste år steget 43 procent og er dermed bedst i en gruppe af rivaler, som finske Metso og Outotec, der ligesom svenske Sandvik og Atlas Copco er leverandør af udstyr til mineindustrien, samt tyske KHD Humboldt Wedag og kinesiske Sinoma, der begge konkurrerer med FLSmidth på markedet for leverancer af cementteknologi.
Skuffelse over halvårsregnskab
Men Thomas Schulz og Lars Vestergaard må nu også konstatere, at de signaler, de har udsendt om markedernes aktuelle tilstand, efter investorernes mening ikke helt passer med virksomhedens resultater. Halvårsmeddelelsen kom ganske vist på en dag, hvor markederne, og ikke mindst FLS-midths peers, faldt, ikke mindst på grund af den højspændte situation i Korea. Alligevel kan kursfaldet på godt 5 procent over et par dage også ses som et udtryk for investorernes skuffelse.
FLSmidth kunne melde om bedre markeder, og omsætningen steg ganske vist med 11 procent i andet kvartal. Men ordreindgangen skuffede og bundlinjen faldt, især som følge af kursreguleringer af værdipapirer, om end FLSmidth fastholdt forventningerne om en omsætning på 17-19 mia. kr. i 2017 og en EBITA-margin på 7-9 procent.
Der er stadig indbygget store uindfriede forventninger i FLSmidth-aktien. For Thomas Schulz og Lars Vestergaard kan det vise sig, at det – ikke mindst i en geopolitisk anspændt periode – kan blive mindst lige så vanskeligt at afgive optimistiske signaler i de rette doser, som det har været at styre den afdæmpede stemning i en lang periode med stagnation, rationaliseringer og frasalg.
Morten A. Sørensen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her