Danske Bank skriver i en ny analyse, at den danske BNP-vækst faktisk er højere, end vi havde troet, fordi Danmarks Statistik fremover opgør væksten på en anden måde. Det ændrer dog ikke på konjunkturbilledet, lyder vurderingen.
Danske Bank skriver , at ”BNP er højere, end vi hidtil har troet – det regner vi med vil fremgå af de danske nationalregnskabstal, når de udkommer til november. Det skyldes dels, at Danmarks Statistik fremover begynder at indregne en væsentligt større vareproduktion af danske virksomheder i udlandet, ligesom også danske virksomheders videresalg af varer i udlandet vil være markant større med de nye tal. Dermed vil eksporten af varer, som opgjort i nationalregnskabet, stige markant med de nye tal. Vare- og tjenesteimporten vil dog også blive oprevideret, hvilket trækker i den anden retning, men samlet set vil de nye tal trække BNP op.”
Videre skriver Danske Bank, at ”ifølge vores beregninger, er der potentiale for et løft i BNP-niveauet på godt 1 procent i 2015 på baggrund af de nye betalingsbalancetal. Frem til 2009 tyder betalingsbalancetallene på, at den højere vareeksport vil blive omtrent modsvaret af en øget tjenesteimport. Det er især en opjustering af købet af forarbejdningstjenester, royaltybetalinger og rettigheder, der har trukket tjenesteimporten op. Herefter vil den højere vareeksport dominere, og det vil give et løft i BNP frem mod 2016.”
Danske Bank vurderer dog ikke, at vi skal opfatte den regnskabstekniske justering som en indikation på, at væksten nu buldrer frem herhjemme. ”Hvis man kigger på det seneste års tid, giver betalingsbalancetallene næppe anledning til de store genovervejelser af den konjunkturelle situation – om end væksten kan blive en anelse højere,” skriver banken.
Efter denne uges opdatering af Økonomisk Ugebrevs Konjunkturbarometer for Dansk Økonomi står barometerstanden nu på minus 0,8, i det samlede udfaldsrum mellem minus to og plus to. Grundlæggende er det fortsat vanskeligt at se positive signaler. Og dog. Ét positivt signal er, at bankernes udlån til dansk erhvervsliv nu ser ud til igen at være stigende. Dog ved vi ikke, om væksten kommer fra udlån i SMV-segmentet eller fra nogle få, udvidede erhvervsudlån til meget store erhvervsvirksomheder.
På en stribe af de øvrige indikatorer ser billedet noget dystert ud. Vi har tidligere påpeget, at der den seneste måned har været flere signaler om, at arbejdsløsheden nu igen er stigende herhjemme. Lige netop denne forventning er med til at trække DS’s forbrugertillidsindikator i den laveste score siden midten af 2013. Delindikatoren, der handler om danskerne syn på arbejdsløsheden, viser nu forventning om øget arbejdsløshed. Også delindikatoren om danskernes syn på indkøb af varige forbrugsgoder de næste tolv måneder er gået i dørken, hvilket understøtter en udvikling med fortsat vigende privatforbrug.
Morten W. Langer
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her