Kommentarerne til C25-aktierne er primært baseret på teknisk analyse med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående fundamentalanalyser. Købs- og salgsanbefalingerne er kun vejledende.
A. P. Møller – Mærsk A – Køb, Aktuel kurs: 12.190,00
A. P. Møller – Mærsk A følger stort set selskabets B-aktie og giver derfor ikke anledning til en selvstændig analyse.
A. P. Møller – Mærsk B – Køb, Aktuel kurs: 12.315,00
APM’s seneste kursbund ved 11250 etablerede et nyt og højere sikkerhedsnet for kursen i forhold til det tidligere niveau ved 10300. Næste modstand ligger ved kurs 16000.
Ambu – Hold, Aktuel kurs: 105,25
Ambu har forsøgt at bryde ud af kursintervallet 95-115 tre gange uden held, og p.t. er kursen på vej nedad efter det tredje mislykkede forsøg. Følg Ambu fra sidelinjen, indtil kurs 115 passeres.
Bavarian Nordic – Hold, Aktuel kurs: 208,90
Bavarian Nordic er på vej tilbage i kursintervallet 205-255, og aktiens styrke er stigende. Men belært af erfaringerne nøjes vi indtil videre med at give Bavarian en Hold-anbefaling.
Carlsberg B – Sælg, Aktuel kurs: 1051,50
Carlsberg har tilsyneladende standset faldet lige over kurs 1000, men en RSI14-værdi** på 38 afslører en svag aktie. Der er derfor en væsentlig risiko for, at Carlsberg blot holder en pause inden næste fald.
Chr. Hansen – Hold, Aktuel kurs: 502,20
Chr. Hansen er tilbage i kursintervallet 490-530 efter et mislykket forsøg på at bryde op gennem loftet i intervallet. Hvis faldet fortsætter ned forbi kurs 490, sænker vi anbefalingen til Sælg.
Coloplast – Sælg, Aktuel kurs: 860,40
Coloplast standsede kortvarigt sit kursfald lige under støttelinjen ved kurs 890. Men sikkerhedsnettet holdt ikke, og kursen faldt fredag til den laveste værdi siden marts.
Danske Bank – Hold, Aktuel kurs: 160,65
Danske Bank havde en god uge, hvor analytikerne vendte tommelfingeren opad for selskabet og aktien. Vi siger dog kun Hold, da kursen nu nærmer sig kurstoppen fra marts i 164.
Demant – Hold, Aktuel kurs: 282,40
Demant har været stigende i juni, men stigningen kom fra et nyt lavpunkt, så den skal ikke tillægges for stor værdi. Vi anser en sidelæns bevægelse i kursintervallet 255-290 for sandsynlig.
DSV – Hold, Aktuel kurs: 1338,50
DSV arbejder stadig på at passere modstandslinjen ved kurs 1350, som blev etableret af kurstoppe i henholdsvis marts og maj. Afvent en stigning forbi kurs 1400, før et køb overvejes.
FLSmidth – Køb, Aktuel kurs: 319,00
FLSmidth passerede i den forløbne uge den grænse ved kurs 310, som to kurstoppe i henholdsvis februar og maj havde sat. Det fortæller om ny tillid til aktien, og vi hæver anbefalingen til Køb.
Genmab – Sælg, Aktuel kurs: 2676,00
Genmab sluttede ugen med en kursbund, som er lavere end den forrige fra maj. Den lå i 2690. Dermed fortsætter nedturen, og vi ser ikke nogen støtte på denne side af kurs 2450.
GN Store Nord – Hold, Aktuel kurs: 174,80
GN Store Nord svinger stadig omkring kurs 175, og aktiens styrke er også fortsat aftagende. Det lægger op til et kommende kursfald, men indtil videre kan det godt forsvares at holde aktien.
ISS – Hold, Aktuel kurs: 135,95
ISS’ seneste kursbund i 132 ligger højere end de foregående to bunde fra marts i henholdsvis 126 og 128. Det kan være et signal om, at der gøres klar til endnu et angreb på modstanden ved kurs 143.
Jyske Bank – Køb, Aktuel kurs: 523,60
Jyske Bank følger den positive trend for bankaktier, som vi oplever for øjeblikket. I den forløbne uge passerede Jyske Bank kurstoppen fra april i 517 og handles nu til den højeste kurs siden primo marts.
Netcompany – Køb, Aktuel kurs: 286,70
Netcompany satte en ny kurstop i 295 efter en hurtig stigning på næsten 10 pct. på to dage. Den efterfølgende korrektion var naturlig, og nu er det tid til næste skridt opad.
Nordea – Hold, Aktuel kurs: 72,55
Nordea er steget pænt efter faldet ned til støttelinjen ved kurs 68, men vi er ikke imponerede over aktiens styrke. På kort sigt nøjes vi derfor med at sige Hold.
Novo Nordisk B – Sælg, Aktuel kurs: 1091,60
Novo Nordisks seneste kurstop i 1125 lå et stykke under modstandslinjen ved kurs 1170, og med en RSI14-værdi** under 50 er der ikke udsigt til, at Novo Nordisk på kort sigt vender nedtrenden.
Novozymes B – Sælg, Aktuel kurs: 331,50
Novozymes har opgivet forsøget på at bryde ud af sin langsigtede faldende kurskanal, og kursen er i stedet på vej tilbage mod bunden af kanalen. Næste stigning kan benyttes som en salgsmulighed.
Pandora – Sælg, Aktuel kurs: 552,00
Pandora fortsatte i den forløbne uge sin nedtur, men kursen nærmer sig nu støttelinjen ved 525. Måske kan det standse faldet, men den forsigtige investor satser ikke på det.
Rockwool – Hold, Aktuel kurs: 1780,50
Rockwools styrke er stigende, og kursen er tæt på at passere det niveau ved 1790, som i maj standsede en flot stigning. Vi er tæt på at hæve Rockwools anbefaling, men vi er ikke helt i mål endnu.
Royal Unibrew – Sælg, Aktuel kurs: 593,40
Royal Unibrew er faldet under 60 dages glidende* gennemsnit for første gang siden februar. Sammenholdt med Carlsbergs kursfald indikerer det, at investorernes begejstring for bryggerier er slut.
Tryg – Hold, Aktuel kurs: 156,35
Tryg har været faldende siden kurstoppen i 161 medio maj. Det ændrer imidlertid ikke på, at Tryg ligger nogenlunde midt i kurskanalen 150-167, og det berettiger til en Hold-anbefaling.
Vestas Wind Systems – Hold, Aktuel kurs: 198,66
Vestas formåede ikke at udfordre loftet i kursintervallet 190-215, og kursen er lige nu parkeret nogenlunde midt i dette interval. Afvent en stigning forbi kurs 215, før et køb overvejes.
Ørsted – Hold, Aktuel kurs: 659,40
Ørsteds fremtidsplan med investering af et enormt milliardbeløb blev modtaget positivt af markedet. Vi vil dog godt se en stigning ud af kursintervallet 560-680, før vi hæver anbefalingen til Køb.
Bruno Japp
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser
* Hvad er 60 dages glidende gennemsnit?
60 dages glidende gennemsnit er en akties gennemsnitlige lukkekurs de seneste 60 dage. 60 dage svarer til det omtrentlige antal børsdage de seneste tre måneder. Dette gennemsnit beregnes hver dag, og giver dermed en udglattet kursgraf, hvor de daglige udsving er fjernet. Det giver et klarere billede af aktiens retning, og om hvorvidt investorernes holdning til aktien er ved at ændre sig i positiv eller negativ retning.
** Hvad er RSI 14?
RSI14 er en forkortelse for Relative Strength Index, og det er et matematisk værktøj, som beregner styrken i en aktie, og udtrykker den i et tal mellem 0 og 100. Dette tal kan beregnes for forskellige tidsperioder, men styrken over en 14 dages periode er den traditionelle, og det er den vi anvender.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.