Personaleomkostningerne har nået 18 procent af omsætningen i Danmarks største virksomheder. Det er det højeste niveau siden Økonomisk Ugebrev første gang målte denne parameter i 2010. En række koncerner, ikke mindst it-virksomheder som KMD, har dog trukket den anden vej
Danmarks 100 største virksomheder bruger en stadig større andel af deres samlede indtægter på lønninger til medarbejderne. Trods utallige effektiviseringsrunder og meget medieomtale om fyringer i de store virksomheder, svarer deres omkostninger til personale i 2016 til 18,2 procent af omsætningen mod 17,7 procent i 2015, 17 procent i 2014 og 16,9 procent i 2013. Eller udtrykt på en anden måde: I en periode, hvor virksomhedernes omsætning er steget 4,7 procent, er deres omkostninger til personale steget 13,0 procent.
Personaleomkostningerne ville i 2016 have været 25 mia. kr. lavere, hvis de forholdsmæssigt havde holdt sig på 2013-niveauet, mens andre omkostninger (se særskilt artikel) ville have været 27 mia. kr. højere. Omkostningerne til personale har altså i sig selv ydet et klart nedadgående pres på virksomhedernes samlede driftsresultat, som i perioden har ligget i niveauet 150-180 mia. kr. Det har været en bred tendens med 63 virksomheder, der opviser en stigende personaleomkostningsprocent siden 2013.
Tallene fremgår af Økonomisk Ugebrevs årlige undersøgelse, Danmarks Bedste Finansfunktion, der ranker finansfunktionerne i Danmarks 100 største ikke-finansielle koncerner. Det sker ud fra tre parametre: Nedgangen i arbejdskapital, i personaleomkostninger og i andre omkostninger, alle sat i forhold til omsætningen.
Når 38 virksomheder, som for eksempel KMD, Scandinavian Tobacco Group, Nets, Saint Gobain Distribution, IBM og Leo, rent faktisk har fået personaleomkostningsprocenten ned, så skyldes det typisk, at den relative personaleomkostning er faldet som følge af en pæn omsætningsstigning.
SYSTEMATISK INDSATS I KMD
Den største relative nedgang i personaleomkostningerne er set i blandt andet tre it-servicevirksomheder, KMD, Nets og IBM. I KMD (her målt ud fra tal i regnskaberne i KMD Holding gennem perioden) er personaleomkostningen faldet til 40,4 procent af omsætningen i 2013 til 50,6 procent i 2016. KMD nyder i denne sammenligning især godt af en rationalisering og restrukturering, der fandt sted i 2013, efter at selskabet i 2012 var solgt til den amerikanske kapitalfond Advent International, og som førte til en betydelig nedgang i medarbejdertallet.
Selv om KMD i 2016 og 2017 er løbet ind i vanskeligheder samt åben uenighed med nogle kunder, og omsætningen faldt, så lykkedes det, at nedbringe personaleomkostningerne forholdsvist mere.
AUTOMATISERING AF ARBEJDSOPGAVER
Ifølge økonomidirektør Jannich Lund fra KMD giver globaliseringen stadig mere konkurrence fra globale aktører. Derfor må KMD kontinuerligt kigge på omkostningerne, og det er hidtil især sket på tre måder: Virksomheden har fokuseret på at forbedre processer gennem et større lean-projekt på tværs af hele KMD’s udviklingshus. Det er løbende vurderet, om opgaver kan løses af eksterne specialister fremfor internt. Og der har været fokus på automatisering af arbejdsopgaver. ”Vi har på det strategiske styringsniveau arbejdet med tværgående projekter, hvor der har været et dedikeret projekt-team og styregruppe i vores topledelse. Af konkrete initiativer har vi de seneste år indgået strategiske partnerskaber med globale it-leverandører om outsourcing af dele af vores tekniske drift, og vi har øget vores near shoring via etableringen af et udviklingshus i Warszawa,” siger Jannich Lund.
Han finder det ikke overraskende, at det ikke mindst er it-virksomheder, der har nedbragt deres omkostninger over de seneste år. For netop i it-branchen er ”automatisering og procesoptimering centrale fokusområder, når der skal leveres et produkt eller en service.”
Morten A. Sørensen
Research: Villads Michelsen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her