Boganmeldelse. For mange ligger det som en ubehagelig ting i underbevidstheden: Hver gang vi er på internettet eller telefonen, afsætter vi spor, og disse spor bliver lystigt brugt til alskens mere eller mindre skumle formål.
Men måske er det mest de virksomheder, der samler eller (mis-)bruger disse omfattende data, der har grund til ubehag. De kan når som helst få brugernes vrede at føle.
I middelalderen blev det betragtet som en alvorligere forbrydelse at stjæle end at begå vold med døden til følge. Årsagen var, at mens tyveri var en overlagt handling, der kunne føre offeret til sult og nød, var der i et samfund, hvor vold og slagsmål i langt højere grad end i dag var en accepteret del af hverdagen, en forståelse for, at der kunne ske fatale, men dog hændelige uheld.
Det er et eksempel på, at moral er en meget fleksibel ting. Den tilpasser sig udviklingen i samfundet, og hvad der i dag er acceptabelt eller endda bliver hædret, kan om få år være betragtet som nedrigt. Det er en lære, som ikke mindst er vigtig at huske, hvis man beskæftiger sig med de uendelige datamængder, der er bliver skabt, opsamlet og solgt i cyberspace.
Rådgiverne Gry Hasselbalch og Pernille Tranberg argumenterer i en ny bog, ”Dataetik – den nye konkurrencefordel” for, at fremtidens vindere bliver de virksomheder, som formår at beskytte kundernes data. De sammenligner med udviklingen i green tech. Og netop med denne sammenligning in mente kan man være lidt skeptisk overfor, hvor stærk bølgen bliver. Teknologi bliver stadig grønnere. Men bevægelsen er ikke entydig, og idealisme er ikke nogen stor faktor i den.
Men uanset dette må man trække nogle af anmelderfagets stærkeste klicheer frem om denne bog. Den er fremragende og uden overdrivelse et must read for alle, som på et kommercielt eller politisk plan beskæftiger sig med big data – eller bare almindelige personlige data – og som ikke har tænkt meget explicit over de juridiske og etiske aspekter af det. Humlen er, at selv om lovgivningen i dag måske nok er skrabet og eksperimenterende, og de offentlige normer på området er tvetydige, så er begge dele under hastig udvikling.
Som virksomhed med data som en væsentlig del af sin forretningsmodel, kan man altså hurtigt blive fanget på den forkerte side af hegnet. Forretningsmodellen kan en eller anden dag blive ulovlig, og selv om det ikke sker, kan den blive undermineret, fordi kunderne vil flygte fra den, måske efterladende virksomheden med et negativt image. Og det er ikke kun små virksomheder, det handler om. Facebook og Google er giganter i den digitale verden. Men de lever også i en risikozone, fordi hele deres koncept er, at de indsamler og bruger data fra almindelige mennesker. Det er ikke givet, at almindelige mennesker vil blive ved med at finde sig i det.
Unge er mest opmærksomme på datasikkerhed
Det er heller ikke sådan, at virksomhederne bare skal vente på en ny generation, der er født i den digitaliserede verden, og som ikke tager sådan noget så tungt. Tværtimod: Hvor det for de af os, der er oppe i årene, kan se ud som de unge sorgløst deler oplysninger om og billeder af sig selv i alle mulige situationer, viser undersøgelser, at de unge faktisk er klart de mest opmærksomme på datasikkerhed. De beskytter sig blandt andet ved at afgive falske oplysninger, hvilket er stærkt forringende for kvaliteten af de big data, der bliver indsamlet.
Som illustration af, hvor meget der står på spil, har amerikanske firmaer skønsmæssigt tabt et par hundrede mia. kroner på Edward Snowdens afslø-ringer for nogle år siden. Mange, specielt i Europa, har nemlig siden skiftet til ikke-amerikanske leverandører, som man var sikre på ikke samarbejdede med, eller var forpligtet til at give oplysninger til, den amerikanske efterretningstjeneste NSA.
Men hvad skal så gøre som virksomhed? Hvordan skal man forholde sig til en ukendt udvikling i den offentlige moral? Bogen starter effektfuldt med en simpel konstatering: ”Dataetik handler om at behandle andres data, som man selv ønsker ens egne – eller ens børns – data behandlet.” Denne simple betragtning er jo i virkeligheden udgangspunktet for enhver moral, herunder den, der bliver nedfældet i lov.
Bogen beskriver også en række konkrete eksempler og tendenser. Det er en af dens store styrker, at den så at sige samler de kollektive tanker, midt i en rivende udvikling. Den forbinder den usikkerhed, vi alle kan føle, når en app kræver adgang til vores kontakter, med det store, globale billeder.
Dataetik – Den nye konkurrencefordel. 200 sider. Udgivet på Publishare. Kan købes for 81 kr. på PlusBog.dk.
Sten Thorup Kristensen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her