Hvad skal man gøre, når man lever i paradis med en håndgranat i hånden, men ikke ved hvor lang lunten er, og man nærmest har vænnet sig til situationen? Sådan cirka er det at være på aktiemarkedet for tiden. De underliggende risici, finansielle, økonomiske og geopolitiske, fortsætter med at tårne sig op. Men aktiemarkedet fortsætter med at lade som om alt er i fineste orden. Og alle de banker og investeringsforeninger, som lever af at handle aktier, fortsætter med at lade kunderne være i troen.
Revurdering af langsigtet strategi
I Aktieugebrevets portefølje er vi også næsten fuldt investeret i danske aktier. Men vi er ved at revurderer vores langsigtede strategi, så vi de kommende uger og måneder kommer til at skrue ned for aktierisikoen, uanset om markederne stiger endnu mere eller begynder at falde lidt. Det anser vi for rettidig omhu.
Blot ugens hændelser, med først endnu en missilaffyring fra Nordkorea hen over Japan, hvilket jo i sig selv er vanvittigt, og en enorm trussel for verdensfreden, da Kina, Rusland og USA står og lurer på hinanden. Dernæst endnu en bombe på en subway station i London, antagelig fra en terrorgruppe eller noget der ligner. Hvornår vil befolkningerne og dernæst politikerne kræve et radikalt skifte i terrorkontrol i Europa? Det er vel kun et spørgsmål om tid, da terrorhandlingerne antageligt vil fortsætte. Det vil i sig selv begrænse den fri bevægelighed, også over grænserne. Så EU’s aktuelle pres for at åbne grænserne igen er kun et udtryk for manglende realisme.
Dramatisk dyk i amerikansk vækst
Væksten i USA ser igen ud til at dykke dramatisk, hvis man ser på de seneste hårde makrodata, og det vil smitte af på Europa. Så kan Junckers skåltale forleden om nye visioner for et fremgangsrigt EU godt gå hjem og putte sig. EU er fortsat i megakrise med hullede ydre grænser, en ulmende sydeuropæisk statsgældskrise og manglende folkelig opbakning. Kun den politiske elite holder sammen på tingene.
Hertil kommer de seneste indikationer på den aftagende globale Credit Impulse og deflationære tendenser, som samlet set kan sende USA og Europa i recession i starten af næste år. Derfor: det er nu man skal begynde stille og roligt at skrue ned for aktierisikoen.
De seneste hard data for amerikansk økonomi har de seneste uger vist et dramatisk fald. Eksempelvis den anerkendte Atlanta FED GDP NOW indikator er på kort tid dykket fra et estimat for BNP vækst på fire procent til godt to procent for 3. kvartal, og det svarer til billedet hos andre indikatorer baseret på hard data. De ledende indikatorer baseret på måling af erhvervstilliden har været mindre troværdige et stykke tid.
Samtidig er det blevet bekræftet, at især den kinesiske credit impulse er under hård opbremsning, og det er sandsynligvis det, der er begyndt at sætte sig i nøgletallene i starten af denne uge, hvor der kom en håndfuld skuffelser.
Fremgang på overfladen
Det kan selvfølgelig undre, at politikere, centralbanker og nogle erhvervsmedier videreformidler budskaber om at den globale og europæiske økonomi er i fremgang og ganske sund. Og rigtigt, sådan ser det også ud på overfladen. Man skal bare huske på, at den økonomiske situation i dag er et resultat af credit impulse og de underliggende økonomiske drivkræfter for 6-9 måneder siden.
Med andre ord vil den aktuelle opbremsning i credit impulse først for alvor sætte sig i makroøkonomiske nøgletal i 4. kvartal 2017 eller 1. kvartal 2018 og senere i målinger af erhvervstilliden – og endnu senere i beskæftigelsestallene, fordi erhvervslivet først begynder at fyre ansatte et godt stykke inde i en konjunkturnedgang.
Det eneste der måske kan redde aktiemarkederne er, hvis centralbankerne alligevel ikke begynder at stramme de pengepolitiske stimulanser. Men måske igen begynder at smide såkaldte helicopter money ud over forbrugerne og erhvervslivet, ved at trykke endnu flere penge for at modvirke en kommende recession. Måske kan det historiske eksperiment lykkes igen igen. Måske ikke.
Men i første omgang er det ikke højst på dagsordenen. Men det kan det hurtigt komme. Så det er fortsat ekstremt vigtigt at følge centralbankernes signaler.
Morten W. Langer
