Fed-rentemøde: Valg mellem pest og kolera

Den amerikanske økonomi er så markant bedre kørende, at man begynder at undre sig over, hvorfor Federal Reserve Bank (Fed) fortsat er meget tilbageholdende med at hæve renten.

Da der sikkert er en enkelt eller to læsere, der undrer sig over, hvordan i alverden jeg kan på-stå, at økonomien er bedre kørende, når den økonomiske vækst i USA fortsat ligger langt under det niveau, man så før finanskrisen, må jeg hellere forklare, skriver partner Niels Clemen Jensen fra London-baserede Absolute Return Partners i denne analyse.

Lad mig starte med NAIRU, som er et mål for, hvornår et fald i arbejdsløsheden begynder at påvirke inflationen. Fed skønner, at NAIRU i disse år er cirka 5 %. Det vil sige, Fed mener ikke, at et fald i arbejdsløsheden har nogen indflydelse på inflationen, så længe arbejdsløshedsprocenten er højere end 5 %. Fed er altid begyndt at hæve renten, når arbejdsløshedsprocenten er faldet til under NAIRU i ca. en tredjedel af alle amerikanske stater – bare ikke denne gang. Mere end 40 % af alle stater har lige nu en arbejdsløshedsprocent under NAIRU, og Fed foretager sig (stort set) ingenting. Jeg ved godt, at renten blev hævet en anelse kort før jul, men det var en dråbe i havet ( se chart ).

Et enkelt eksempel mere: Fed har altid betragtet antallet af nye arbejdspladser (job openings) som en meget pålidelig indikator for den økonomiske sundhed, og det har altid hævet renten i takt med, at antallet af nye arbejdspladser er steget – bare ikke denne gang ( se chart ).

Fed burde have sat renten op
Der er i realiteten mange andre eksempler på denne udvikling, som indikerer, at Fed for længst burde have sat renten op.

Der er derfor ikke noget underligt i, at man spørger sig selv, hvad det egentligt er der sker? Hvorfor sidder Fed på hænderne, når der tilsyneladende er meget indlysende grunde til at hæve renten? Vi taler ikke om to-tre rentestigninger på hver 0,25 procentpoint, men om rentestigninger af en helt anden størrelsesorden. Hvis Fed havde handlet som tidligere, skulle Fed funds-renten lige nu være mindst 5 %.

Svaret på Feds passivitet er gæld, eller snarere, alt for meget gæld. Da vi gik ind i det nye årtusinde, var den samlede gældsætning i verden på ca. 87.000 mia. dollar, beregnet som en sum af den samlede gæld i husholdninger, gæld i ikkefinansielle virksomheder, gæld i den finansielle sektor og offentlig gæld. Da finanskrisen indtraf i 2008, var det tal steget til 142.000 mia. dollar. Der var almindelig enighed om, at verden simpelthen var nødt til at nedbringe dette tal, da det var den virkelige årsag til finanskrisen.

Nu er det lettere at blive enig om den slags ting i princippet, end det er i praksis, og den samlede gældsætning er derfor fortsat med at eksplodere. De seneste tal fra ultimo 2014 viser, at den samlede gældsætning er steget til 199.000 mia. dollar, og jeg er sikker på, at det reelle tal i dag er et stykke over 200.000 mia. dollar.

Hvordan hele historien ender, er der ikke nogen, der ved. Men Japan vil utvivlsomt blive det første OECD-land, hvor hammeren falder. Den samlede gæld målt i procent af GDP har allerede passeret 400 %, og vil, hvis der intet andet sker, passere 600 % inden midten af dette århundrede. Kæden vil med stor sandsynlighed hoppe af inden da.

Fed er bekymret for gældsætningen
Men Fed er uden tvivl bekymret for, at den fortsatte stigning i den samlede gældsætning vil have uoverskuelige konsekvenser, hvis renten stiger for meget, og er derfor tilbøjelig til at holde igen.

En tilbageholdende Fed kan dog også få ganske dramatiske konsekvenser for inflationen på længere sigt. Jeg ved godt, at inflation ikke er noget reelt problem lige nu. Men jeg kan ikke lade være med at notere mig, at når Fed har siddet på sine hænder før, er det næsten altid endt med en ubehagelig stigning i inflationen, med samtidige markante rentestigninger.

Men historien bliver værre endnu. Den stigende gældsætning betyder nemlig også, at en stadig større del af den kapital, der normalt kan anvendes i produktionen, og derfor kan være med til at løfte den økonomiske vækst, i stedet bliver brugt til at servicere allerede eksisterende gæld. En stadigt stigende gældsætning vil derfor resultere i faldende økonomisk vækst, som vil bidrage til at øge gældsætningen yderligere.

En rigtig ond cirkel som i sandhed er et valg mellem pest og kolera.

læs hele udgivelsen her