Kommentarerne til C25-aktierne er primært baseret på teknisk analyse med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående fundamentalanalyser. Købs- og salgsanbefalingerne er kun vejledende.
A. P. Møller – Mærsk A – Køb, Aktuel kurs: 12740,00
A. P. Møller – Mærsk A følger stort set selskabets B-aktie og giver derfor ikke anledning til en selvstændig analyse.
A. P. Møller – Mærsk B – Køb, Aktuel kurs: 12960,00-
APM fortsætter med at gå imod strømmen i et marked, som har været faldende den seneste måned. Kursen tester nu 60 dages glidende gennemsnit i 12915, og vi forventer et succesfuldt udfald.
Ambu – Sælg, Aktuel kurs: 92,14
Ambu er faldet ned gennem bunden af kursintervallet 95-115, og i værste fald kan kursen være på vej mod bunden fra september i fjor ved kurs 61. Benyt den seneste stigning som en salgsmulighed.
Bavarian Nordic – Hold, Aktuel kurs: 155,00
Bavarian Nordics halvårsregnskab sendte kursen i vejret med 10 pct. Men stigningen kom fra det laveste kursniveau i tre måneder, så det er for tidligt at give begejstringen frit spil.
Carlsberg B – Hold, Aktuel kurs: 1016,00
Carlsberg er stadig en svag aktie, men det ser ud til, at den forsøger at finde en støttelinje ved kurs 1000. Så længe muligheden herfor er realistisk, kan det forsvares at holde aktien.
Chr. Hansen – Sælg, Aktuel kurs: 458,50
Chr. Hansen fortsatte nedad i den forløbne uge, hvor vi igen skulle tilbage til 2022 for at finde et lavere kursniveau. Dermed er hele gevinsten fra fusionen med Novozymes forsvundet igen.
Coloplast – Sælg, Aktuel kurs: 780,00
Coloplast er flyttet ned i nederste del af kursintervallet 735-890, og både kurstoppe og -bunde fortsætter med at ligge lavere og lavere. Næste støtte ligger 5-6 pct. længere nede end den aktuelle kurs.
Danske Bank – Hold, Aktuel kurs: 154,95
Danske Bank har forladt sin stigende kurskanal, og nu testes 60 dages glidende gennemsnit i 158. Omsætningen i aktien er beskeden, så markedet er tilsyneladende usikkert på retningen herfra.
Demant – Hold, Aktuel kurs: 291,70
Demant blev belønnet for halvårsregnskabet med en stigning under høj omsætning. Men det er endnu ikke nok til at sende kursen afgørende ud af intervallet 255-290, så på kort sigt siger vi kun Hold.
DSV – Sælg, Aktuel kurs: 1304,00
DSV fortsætter sin stabile siven nedad. Kursen ligger nu midt i intervallet 1230-1360, og omsætningen i aktien er forholdsvis moderat. Det ligner en fortsat siven ned mod støttelinjen i 1230.
FLSmidth – Hold, Aktuel kurs: 300,20
FLSmidth arbejdede sig et stykke opad fra den bund i 293, som blev sat efter et kursfald på 7,6 pct. udløst af halvårsregnskabet forrige tirsdag. Følg aktien fra sidelinjen den kommende uge.
Genmab – Hold, Aktuel kurs: 2573,00
Genmab fandt igen støtte ved bunden af kursintervallet 2450-2775, og dermed kan der spekuleres i en stigning op mod toppen af dette interval. Den forsigtige investor holder sig dog på afstand.
GN Store Nord – Sælg, Aktuel kurs: 145,85
GN Store Nord sluttede forrige uge på samme sted, hvor kursen ramte bunden tilbage i marts. Dvs. ved kurs 140. Den risikovillige investor kan spekulere i en korrektion op mod niveauet 150-155.
ISS – Hold, Aktuel kurs: 120,55
ISS har langt om længe standset det fald, som startede ved kurs 143. Det vil være naturligt med en korrektion, som fører kursen op mod niveauet 125-130, så aktien bør på kort sigt holdes.
Jyske Bank – Hold, Aktuel kurs: 482,70
Jyske Bank har fulgt banksektoren nedad, og det er nærliggende at forsyne aktien med en salgsanbefaling. Men støttelinjen ved kurs 470 sikrer indtil videre Jyske Bank en Hold-anbefaling.
Netcompany – Hold, Aktuel kurs: 250,20
Netcompany blev straffet hårdt for halvårsregnskabet i forrige uge, men det ser ud til, at faldet er standset midt i kursintervalle 230-296. Dermed er det tid til en korrektion opad.
Nordea – Hold, Aktuel kurs: 73,89
Nordea blev afvist ved forsøget på at komme forbi modstandslinjen ved kurs 78, og nu testes 60 dages glidende gennemsnit i 74,5. Fortsætter faldet ned under den grænse, er næste stop kurs 68.
Novo Nordisk B – Køb, Aktuel kurs: 1278,00
Novo Nordisk holdt en kort pause efter den eksplosive stigning på 17 pct. i forbindelse med halvårsregnskabet. Styrken i aktien er god med en RSI14-værdi på 66, så vi siger Køb.
Novozymes B – Hold, Aktuel kurs: 304,20
Novozymes rammer bunden af en faldende kurskanal, og det er den eneste grund til, at vi ikke giver aktien endnu en salgsanbefaling. Benyt den kommende stigning som en salgsmulighed.
Pandora – Køb, Aktuel kurs: 694,40
Pandora er en af de få aktier, som går imod den negative stemning på aktiemarkedet i øjeblikket. Ugen åbnede ganske vist med et fald, men det ser vi som en naturlig reaktion på forrige uges stigning.
Rockwool – Hold, Aktuel kurs: 1617,00
Rockwools stejle fald fra toppen i 1851 er bekymrende i betragtning af, at selskabet aflægger halvårsregnskab i den kommende uge. Men med en støttelinje ved kurs 1550 siger vi alligevel Hold.
Royal Unibrew – Sælg, Aktuel kurs: 595,00
Royal Unibrews halvårsregnskab i den forløbne uge medførte ikke nævneværdige kursbevægelser. Aktien ligger stadig i en faldende kurskanal, og dermed bliver det til en salgsanbefaling.
Tryg – Sælg, Aktuel kurs: 128,55
Tryg holdt en kort pause i sidste del af juli, men derefter blev kursfaldet genoptaget. I den forløbne uge nåede kursen ned på det laveste niveau i halvandet år.
Vestas Wind Systems – Sælg, Aktuel kurs: 164,36
Vestas nyder tydeligvis ikke investorernes tillid i øjeblikket, og stigningen fra mandagens bund i kurs 154 ser vi som en korrektion på det forudgående fald. Næste kursmål kan ligge helt nede ved 140.
Ørsted – Sælg, Aktuel kurs: 554,80
Ørsteds halvårsregnskab gjorde ikke noget godt for kursen, og stigningen i starten af den forløbne uge skete under en forholdsvis lav omsætning. Vi tror ikke, det aktuelle angreb på kurs 560 lykkes.
Bruno Japp
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.