ØU Mangfoldigheds Rating 2023: 14 ud af 46 danske large cap-selskaber har ingen kvinder i deres executive management. Og hos de fleste sidder mændene på mindst 75 pct. af posterne i toplederteamet. Men det går den rigtige vej: I 2017 havde 60 pct. af danske large cap selskaber ingen kvinder i executive management – og blot hvert 8. selskab havde mere end 25 pct. kvinder i executive management. Redaktør Claus Strue Frederiksen gennemgår her udviklingen i kønsdiversitet i danske large cap-selskabers executive management fra 2017 frem til i dag.
Topledelsen i transportselskabet NTG består af seks mænd og nul kvinder. I Jyske Bank, Ringkjøbing Landbobank og Spar Nord er det absolutte øverste ledelseslag også støvsuget for kvinder: Alle tre bankers topledelse består af fire mænd og nul kvinder. Næsten hvert tredje danske large cap-selskab har ingen kvinder i executive management. Udover NTG og de tre omtalte banker består topledelsen i Demant, DSV, Netcompany, Vestas, Jeudan, D/S Norden, Royal Unibrew, Schouw & Co., Torm og ChemoMetec udelukkende af mænd.
I det hele taget er der meget langt mellem large cap-selskaber med ligeså mange kvindelige topledere som mænd. Kun Novozymes, NKT og Ambu har ligelig kønsfordeling i executive management i ordets korrekte betydning.
Erhvervsstyrelsen er af en anden opfattelse. Her defineres ”ligelig kønsfordeling” på så alternativ vis, at en topledelse med eksempelvis fire kvinder og otte mænd hævdes at have en lige kønsfordeling. Ifølge Erhvervsstyrelsens definition har hele 18 large cap-selskaber, eller knap 40 pct., en ligelig kønsfordeling i executive management.
Igen, det korrekte tal er tre large cap-selskaber, altså blot 7 pct. Læs en diskussion af Erhvervsstyrelsens definition på kønslighed her .
Selvom andelen af kvindelige topledere i de store danske børsselskaber stadig er beskeden, så er der sket fremskridt de seneste år. I 2017 havde 60 pct. af danske large cap-selskaber ingen kvinder i topledelsen mod 30 pct. i dag. Og siden 2017 er den gennemsnitlige andel af kvindelige topledere i large cap gået fra 9 pct. til 21 pct., altså en stigning på 12 procentpoint de sidste seks år.
Men der er store brancheforskelle. Eksempelvis er der langt flere kvindelige topledere i life-science end i transport og logistik. Førstnævnte har en gennemsnitlig kvindeandel i topledelsen på 28 pct., mens der i transport og logistik i gennemsnit blot er 12 pct. kvindelige topledere.
Blot tre ud af syv large cap-selskaber i transport- og logistikkategorien har kvinder i topledelsen. Det gælder Københavns Lufthavne med 14 pct. kvinder, DFDS med 29 pct. og A.P. Møller-Mærsk med 38 pct. kvinder. Til sammenligning har 12 af de 14 large cap life-science selskaber kvinder i topledelsen, hvor Ambu og Novozymes topper listen med 50 pct. kvinder.
Novozymes: Alle skal føle sig inkluderet
Marianne Bie Frydendahl, VP for People & Organization i Novozymes, oplyser til Økonomisk Ugebrev, at mangfoldighed har stået højt på dagsordenen hos enzymfabrikanten i en årrække. Hun understreger i den forbindelse, at det ikke kun handler om kønsdiversitet, men at Novozymes gerne vil være en arbejdsplads, hvor alle føler sig inkluderet.
”Når det gælder kønsdiversitet er vores målsætning minimum 45 pct. kvinder og 45 pct. mænd i alle ledelseslag inden 2030. Vi mener, at sammensætningen af vores ledelse skal afspejle det samfund, vi lever og opererer i, men også fordi vi med en bred repræsentation opnår de bedste resultater”, siger Marianne Bie Frydendahl.
Novo Nordisk ligger blot nummer 11 ud af de 14 life-science selskaber med 18 pct. kvindelige topledere i den elleve personer store topledelsesgruppe. I et svar til Økonomisk Ugebrev oplyser Tania Sabroe, executive vice president for People & Organisation i Novo Nordisk, at den danske medicinalgigant har en ambition om, at 45 pct. af lederstillinger i Novo Nordisk besættes af kvinder – et mål selskabet har indfriet.
“Når man kigger på de øverste ledelseslag, er antallet af kvinder i SVP (senior vice president, red.) og EVP (execucutive vice president, red.) stillinger tilsammen steget fra 14 til 29 pct. mellem 2017 og 2022, hvilket er vigtigt for at forberede flere kvinder til EVP stillinger”, oplyser Tania Sabroe.
Læs hele artiklen her
Claus Strue Frederiksen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.