Vi var nogle, der lærte et nyt ord under granskningen af minksagen: Ministerstyre. Det betyder, at det endelige ansvar ligger hos fagministeren, og derfor kunne Mette Frederiksen som statsminister pr. definition ikke have skyld. Heller ikke selvom hun for tre år siden meget bogstaveligt stillede sig i front for beslutningen om at aflive alle mink i Danmark.
Hvis toppen i den nuværende regering har lært noget af forløbet, er det ikke, at de skal holde snor i formalia, når noget stort skal ske. Det er tværtimod, at de kan se bort fra formalia og tørre ansvaret af på deres lavere rangerede partifæller.
Det fremgår af den historie, Zetland har gravet frem om, hvordan Lars Løkke som formand for et internt regeringsudvalg har overrulet embedsværkets forslag til processerne om opførsel af havvindmøller – muligvis på en måde, som favoriserer CIP; Copenhagen Infrastructure Partners.
Hvis udbygningen af havvindmøller ender i skandaler, er det klimaminister Lars Aagaard, der må tage ansvaret, ligesom daværende fødevareminister Mogens Jensen måtte bære ansvaret i minksagen.
Løkke selv var rasende over Zetland-artiklen og dens insinuationer. Han er efter eget udsagn ”fucking ligeglad” med, hvem der opførte møllerne, bare det skete, og danske kompetencer blev bevaret – en udtalelse, der må have sendt Lars Aagaard i markedet for en bedre pensionsordning, for regeringen kan naturligvis ikke være ligeglad. Den skal overholde forvaltningsretlige principper.
F-ordet tog Løkke også i brug i sin vrede over en anden mediehistorie, denne gang fra Berlingske, der afdækkede, at Arla har været i daglig kontakt med Udenrigsministeriet omkring koran-loven.
For begge historier gælder, at de ikke indeholder nogen rygende pistol. Der er intet odiøst i hverken, at en stor eksportvirksomhed holder løbende dialog med Udenrigsministeriet, eller at regeringen prøver at løse et praktisk problem, og i den sammenhæng kasserer et forslag fra embedsværket.
Alligevel har begge historier stor journalistisk værdi. De viser, hvor sammenspist eliten i Danmark. Det blev foldet godt ud i TV2’s Presselogen sidste søndag.
At CIP havde beværtet Løkke med en dyr frokost under sommerens folkemøde på Bornholm er, hvad det er. Det er nu engang her, folk fra den øverste, øverste, øverste hylde i samfundet mødes, og man kan ikke forvente, at det skal ske over en big mac.
Men det er påfaldende, så gode venner alle er. På Christiansborg er der stort flertal bag målsætningen med vindmøllerne. Kontroverserne handler kun om praktik, og alle synes at være vindmølleindustrien. I denne benytter CIP statslige garantier fra EIFO, hvis formand er Torben Möger fra PensionDanmark – der også er en af CIP’s vigtigste investorer.
Kammeratligheden omfatter også medierne. Da TV2 dækkede historien i sine nyheder, indhentede man en kommentar fra Pernille Skipper, der på kort tid er gået fra at være leder af et fløjparti til at være uafhængig politisk ekspert. Skipper undlod at nævne, at hendes ægtemand, Oliver Routhe Skov, i et lille års tid har været vicedirektør og ansvarlig for medierelationer i CIP. Ægtefællen er der endnu mere sjov ved, end der blev nævnt i Presselogen, for før han kom til CIP var han pressechef i…. gæt hvor: Udenrigsministeriet. Tidligere har han været nyhedsvært på DR.
Også i den private sektor forstår man at hygge sig. Anders Dam har i denne uge meddelt, at han går på pension, og han bliver som ventet afløst som topchef i Jyske Bank af Lars Mørch. En af hans første store opgaver bliver opgøret mod Nykredit – Jyske Bank vil gerne have konkurrencemyndighederne til at ophæve det bindende Totalkredit-samarbejde. I Nykredit bliver hans modpart bl.a. direktør Tonny Thierry Andersen. De to er nære venner fra deres fælles tid i Danske Bank, og de rejser bl.a. på ferie sammen, fremgår det af en portrætartikel i Børsen.
Naturligvis hverken kan eller skal man forbyde folk at have venner eller ægtefæller. Men man skal være opmærksom på, at som idealiseringen af det store nationale fællesskab er vokset, er nogle af de checks and balances, der engang fandtes i det danske samfund, væk. Engang var der f.eks. hårde modsætninger mellem landbrug og byerhverv, mellem arbejdsgivere og arbejdstagere og mellem det politiske system og medierne. Det er der ikke længere.
Medierne kan et stykke hen ad vejen råde bod på det tabte ved i det mindste at beskrive de tætte forbindelser, der er mellem beslutningstagere i Danmark. Det nedsætter risikoen for, at skandaler, f.eks. om havvindmøllerne, løber løbsk. Derfor tak til Zetland og Berlingske. Deres historier var, om end de ikke havde soleklare pointer, fucking relevante.
Sten Thorup Kristensen