Skulle der være en spillefugl derude, som tror på, at Venstre går tilbage ved næste valg, stiller nærværende klummeskriver sig gerne til rådighed i et væddemål med påstanden om, at det modsatte sker.
Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose fra partiets nye lederduo er måske nok lidt tørre i kanten og uden de store visioner for samfundets udvikling. Men det er heller ikke det, danskerne efterspørger lige nu. Det er derimod solide kompetencer og sikre hænder på roret. Med en verden i krig, foruden en gigantisk grøn omstilling, har vi rigeligt med spænding i forvejen.
Der er imidlertid én hage ved projektet: Troels Lund Poulsen var for ti år siden den politisk ansvarlige for et dansk sidestykke til Watergate-skandalen. Som folk i Richard Nixons stab brugte kriminelle midler til at tilsværte modkandidaterne ved det amerikanske præsidentvalg i 1972, var der en eller flere i centraladministrationen, som fik lækket følsomme oplysninger om en skattesag mod den daværende oppositionsleder Helle Thorning-Schmidt og hendes ægtemand. Der indgik endda et mystisk indbrud i de lokaler, den senere nedsatte undersøgelseskommission arbejde i.
Troels Lund Poulsen, der var skatteminister under forløbet, var blevet forelagt oplysningerne om skattesagen, angiveligt blot for at han skulle forstå, hvordan den type sager blev behandlet. Han oplyste selv, at han ikke havde lækket følsomme oplysninger, og det lagde Skattesagskommissionen til grund. Det uanset havde han som skatteminister det politiske ansvar, men det blev han aldrig holdt op på.
Sådan er det bare i Danmark. I nyere tid har vi måttet vænne os til, at skandaler i det politiske system og centraladministrationen kan være nok så store, men det er stadig umuligt at finde nogen, der kan straffes, ud over at man finder nogen i andet geled, som man kan fyre med en rundhåndet lønkompensation. Som medie må man også på et tidspunkt acceptere denne tingenes tilstand. Det giver f.eks. ikke mening at blive ved med at presse på for, at Troels Lund Poulsen må stilles til ansvar i den nu gamle sag.
Men det er fint, at man bringer sagen i erindring ved særlige lejligheder – som nu, hvor Poulsen efter alt at dømme blive kåret som nye Venstre-formand, og igen hvis han skulle blive statsminister en dag. Det har både DR og Ekstra Bladet da også gjort. De har indhentet nogle lidt bitre kommentarer fra Helle Thorning Schmidt, der ikke mener, at Poulsen ”har vist tegn på at være en hæderlig person.”
Den dækning er så også tyndbenet, for Thorning må have glemt en hel del, hvis hun ser sig selv som en forfulgt uskyldighed. Hun var forfulgt, men meget langt fra en uskyldighed. Hendes sag var i sig selv en stor skandale, og man kan sige, at det var hendes held, at det ikke bare var en forarget whistleblower, der lækkede den.
Da først hendes sag kom ind på ministerens bord, hvor den absolut ikke havde noget at gøre, opstod den skandale, der kan sammenlignes med Watergate, og som overskyggede den skandale, hun selv var centrum i. Med lidt kontrafaktisk historieskrivning kan man således sige, at det netop var det utilstedelige forsøg på at spænde ben for Thorning, der i sidste ende banede vejen for, at hun kunne sætte sig til rette i Statsministeriet trods de lig, hun havde i lasten.
Tandløs ombudsmand
I den skandale, Troels Lund Poulsen var centrum i, endte Skatteministeriets departementschef Peter Loft som en af de folk lidt nede i systemet, som fik en straf. Han blev fritaget for tjeneste. Siden har han delt rundhåndet ud af sine kompetencer med skarpe og godt formidlede analyser af den offentlige forvaltning.
I denne uge har han i et opslag på facebook gjort opmærksom på en historie, som fortjener opmærksomhed. Det handler om, at Folketingets ombudsmand har givet Vurderingsstyrelsen medhold i, at den ikke behøver at give borgerne længere tidsfrist for at rette BBR-oplysninger, selv om det er kommunen, der har lavet fejl i dem.
”Når en part overholder lovbestemte frister, bør myndighedernes sagsbehandlingstid som udgangspunkt ikke komme parten til skade. Reglerne om ejendomsvurderinger fraviger imidlertid på flere punkter de almindelige forvaltningsretlige regler, og der er tydeligvis fra lovgivers side lagt vægt på at give Vurderingsstyrelsen mulighed for simpel og enkel maskinel masseadministration,” forklarer ombudsmanden i en pressemeddelelse.
Hvis lovgiverne bare kan overtrumfe almindelige forvaltningsmæssige regler, fordi det hele ellers bliver for indviklet for myndighederne, hvad skal vi så med en ombudsmand?
Sten Thorup Kristensen
