Alle kritiserer præsident Donald Trump for at være uberegnelig og utroværdig. Men ledelseseksperten Jeffrey Sonnenfeld skriver i bogen ”Trump’s Ten Commandments”, at der ligger en strategi bag hans måde at kommunikere på. For Trump ved nøjagtigt, hvad han gør og hvorfor – med det formål at beholde magten og score gevinsten, mens andre må tage tabet, skriver journalist Hugo Gaarden i denne boganmeldelse.
Forfatteren Sonnenfeld har kendt Trump gennem årtier, og han har såmænd været rådgiver for Trump, før han stillede op som præsidentkandidat. Han kender Trump bedre end de fleste.
Trump er ganske dum, men han er dum som en ræv, skriver han. Og det betyder, at han kan begå sig på gaden som en gadedreng. Derfor evnede han også at blive præsident.
Der er nemlig strategi bag det hele, skriver Sonnenfeld. Men det er ikke en tillært akademisk strategi. Trump læser ikke bøger og vil næppe bestå en eksamen i et eneste fag på en højere uddannelse. Men livet har lært ham at være snu og holde sig til nogle få bastante regler og målsætninger.
Det er regler, som de fleste mennesker ikke ville drømme om at følge, men de passer til Trump.
Hvis man som politiker og virksomhedsleder kommer i en konfrontation med Trump, gør man klogt i at forstå, hvordan Trump tænker. Det forstod Volodimir Zelenskij ikke, da han sidste vinter blev overfuset af Trump i Det ovale Kontor.
Det var lige efter bogen. Trumps andet bud er nemlig at give modstanderen et slag i ansigtet, så blodet flyder. Det drejer sig om at tage magten inden en forhandling. Zelenskij har så vist sig at være langt mere hårdfør, end Trump troede, ligesom iranerne er det. Derfor gælder Trumps bud kun, når han er på en ”gade”, hvor han har magten.
Hans strategi kan ende med at give ham et fatalt nederlag.
Det skyldes, at hans første bud er at samle al magt i sine egne hænder, ellers har han svært ved at klare sig. Han hader bureaukrati og dermed regler. Den metode brugte han som byggematador i New York. De metoder anvender han også som præsident.
Især i den nuværende anden præsidentperiode, hvor han har samlet magten som en kejser og har tro væbnere omkring sig, der ikke siger ham imod. Folk med ekspertise i ministerier og Det hvide Hus er i høj grad skubbet til side. Men det risikerer at blive fatalt for ham.
Han får og bevarer magten, fordi han ustandselig kommunikerer via tv og sociale medier. Uanset om det, han siger, er forkert eller modstridende, så skygger de for alt andet. Han har sat dagsordenen. Det er lydforurening (bud nr. seks), og det skaber distraktion fra andre sager, såsom krigen i Ukraine og elendigheden i Gaza.
Bud nr. otte: sove-effekten
Han forstår derfor altid at smutte uden om problemer og lade andre tage skraldet. Han ejer ikke etik eller moral. At pumpe de samme budskaber ud i en konstant strøm skaber til sidst en sandhed, hvor den ikke findes. Det er bud otte, som Sonnenfeld kalder sove-effekten. Alle lulles i søvn.
På den måde forstår Trump at styre, nemlig ved at splitte og erobre, og han bygger mure og ikke broer (bud tre), for han er dybest set ligeglad med andre mennesker og nationer. Han er kun optaget af én ting: sig selv.
Det er sådan, Sonnenfeld oplevede Trump gennem de mange år. Han er ligeglad med politisk ideologi. Det illustreres også i bud nr. syv: Trump søger vindere, og han skubber tabere fra sig som pesten, og derfor dropper han kynisk folk, der har hjulpet ham gennem livet, hvis de ikke længere ”leverer.”
De er blevet venner, men Sonnenfeld vil ikke være tæt på Trump. Det ses i bud fire om at vinde – om at stjæle handelen. Her giver Sonnenfeld en hudløs beskrivelse af Trumps måde at få penge på (ikke at tjene penge). Han fik al sin startkapital af sin stenrige far, men satte næsten alt over styr som byggematador. Det var tv-showet The Apprentice, der reddede ham.
Bud nr. ni er en af de farligste regler, fordi det handler om at gøre komplekse sager simple, og det forstår Trump sig på. Det kan han overskue, men det kan også være forførelse, som når han i det tiende bud – Donald the Great – svinger sig op i det grandiose.
Det uhyggelige ved bogen er, hvordan Sonnenfeld viser Trump, som han ses i daglig optræden, men hvor vi alle sammen glemmer, hvad det hele handler om. Trump er vitterligt en succes, når det handler om, hvad en enkeltperson kan gøre. Men Sonnenfeld er som drengen, der klæder kejseren af. Desværre får forfatteren ikke beskrevet, om Trump primært er et psykologisk fænomen eller en konsekvens af en opvækst i et betændt miljø i New York.
“Trump’s Ten Commandments”, Jeffrey Sonnenfeld, Worth, 270 sider, 27,42 euro.
Hugo Gaarden
